Skuffet FCM-træner skal lede efter mirakel på Ibrox

Efter 2-4 hjemme mod Rangers FC kan kun et lille mirakel holde FCM i live i Europa, mener Kenneth Andersen.

FC Midtjyllands træner Kenneth Andersen var aktiv på sidelinjen torsdag aften, men missionen om at guide holdet til sejr mod Rangers FC mislykkedes. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Herning. Fire indkasserede mål på hjemmebane. Et nederlag på to mål. Et returopgør på ikoniske Ibrox Stadium i Glasgow med plads til 50.000 tilskuere.

Opskriften på FC Midtjylland-avancement i Europa League-kvalifikationen rummer svære ingredienser efter 2-4-nederlaget torsdag i første kamp mod Rangers FC.

Midtjydernes træner Kenneth Andersen erkender da også, at oddsene ikke ligefrem er i holdets favør til returkampen om en uge.

- Der skal vist et mindre mirakel til, hvis vi skal videre i den turnering, når vi har lukket fire mål ind på hjemmebane og tabt med to mål, siger han til tv-stationen 6'eren efter kampen.

- Vi er sindssygt skuffede over vores egen præstation. Mere er der vist ikke at sige om det, slår han fast.

Det var spillemæssigt en lige affære i Herning, men efter 56 minutter stod der 0-3 på måltavlen.

En kort opblomstring med to hurtige scoringer gav håb om et stort comeback, men med Scott Arfields mål til 4-2 blev håbet slukket.

Og FCM-holdet skal finde en ganske anden indsats frem, hvis ikke chancen for at levere miraklet i Glasgow skal fordufte hurtigt.

Skulle FCM levere overraskelsen i næste uge i Skotland, så venter polske Legia Warszawa eller græske Atromitos FC fra Athen i playoffrunden, som er sidste trin inden gruppespillet.

Frank Onyeka og Sory Kaba stod for midtjydernes to scoringer i torsdagens kamp.

/ritzau/