Helt som ventet viste det sig som en nærmest umulig opgave for Solbjørk Anderson at gøre sig gældende uden holdkammerater i kvindernes landevejsløb ved VM i Rwanda.

Men selv om udgangspunktet var det sværest tænkelige, og forventningerne var minimale, er hun alligevel skuffet over det aftryk, hun fik sat på den benhårde VM-rute.

Knap 80 kilometer før mål måtte hun slippe taget i favoritfeltet, og da hun senere faldt langt tilbage, trak arrangørerne hende ud af løbet, som det er kutyme, når et løb køres på en relativt kort rundstrækning.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig. Det er aldrig sjovt ikke at få lov til at gennemføre. Hvis man ikke kommer på sit højeste niveau, så kommer man ikke langt. Det er verdens bedste cykelryttere, der er her.

- Man er nødt til at være på toppen, og det har været svært at være det med de forberedelser, jeg har haft, siger Solbjørk Anderson.

Hun var egentlig udtaget som hjælper for Cecilie Uttrup Ludwig. Men da Uttrup kort før afrejsen meldte fra med sygdom, stod Anderson pludselig med hele ansvaret selv.

Hun var kaptajn med en hjælperytters forberedelse.

- Det er en af de hårdeste ruter, et VM er blevet kørt på, når man kigger på antallet af højdemeter. Og samtidig blev hele løbet kørt i 1300-1500 meters højde.

- Jeg har ikke været i højdetræningslejr, og det er en kæmpe fordel at have været det. Det betyder meget, at kroppen har fået den tilvænning, påpeger Solbjørk Anderson.

Hun kan se tilbage på en lettere turbulent uge, hvor opgaven ændrede sig fundamentalt undervejs. Før løbet fortalte hun, at det havde været en mentalt svær omstilling.

Men selv om omverdenens forventninger var minimale, havde hun alligevel sat næsen op efter en bedre præstation.

- Jeg ved godt, at der ikke var noget pres. Men det er klart, at når jeg står her, vil jeg jo bare gerne gøre mit bedste og repræsentere mit land på den flotteste måde.

- Det har været nogle svære dage, og jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kunne gøre det bedre, end jeg kunne.

VM-guldet gik meget overraskende til canadieren Magdeleine Vallieres, der formentlig tog fusen på samtlige eksperter ved at køre først over målstregen.

Heller ikke den enlige danske deltager havde set Vallieres' triumf komme.

- Jeg er så overrasket. Men jeg synes, det er fantastisk. Det er et dejligt, frisk pust at se hende.

- Ruten lagde op til et vildt fedt cykelløb, hvor alt kunne ske. Det var det her beviset på. Det er fantastisk, at det ikke var en af forhåndsfavoritterne, der løb med trøjen denne gang. Jeg under hende det virkelig, lyder det fra Solbjørk Anderson.

/ritzau/