Skræmmende VM-takter fra Tyskland

Båret frem af en fantastisk hjemmebane besejrede Tyskland de franske favoritter ved VM i håndbold.

I en propfyldt Westfalenhalle i Dortmund bar 12.000 fanatiske tilskuere hjemmeholdet til en sejr på 29-26 over VM-favoritterne fra Frankrig. Det tyske håndboldlandshold imponerede over hele linjen og var et skridt foran de franske europamestre fra start til slut.

I første halvleg kom den unge Michael Kraus på banen som afløser for en skadet Markus Baur. Og med sit målsøgende spil og syv scoringer blev han lidt af en overraskende byrde for det franske forsvar, der endte med at måtte sætte en mandsopdækning på bagspilleren. Men også Pascal Hens trådte i karakter og var med til at bringe tyskerne foran 14-9 ved pausen.

Tyskerne fortsatte takterne i anden halvlegs start, men efterhånden fik det franske hold stille og roligt spillet sig tilbage i kampen. I kampens afslutning var to straffekastredninger af Henning Fritz med til at sikre sejren.

Sejren sender Tyskland på seks point i mellemrundens gruppe 2, mens Frankrig har fire inden søndagens sidste runde.

/ritzau/