Skræmmende klip: Brøndby-profil reddet fra at sluge tungen

Der var fuld smæk på, da Brøndby og AaB søndag spillede en af forårets bedste kampe i Superligaen. Kampen endte 3-3, og undervejs så det skræmmende ud, da Dominik Kaiser pludselig lå helt groggy i græsset.

Den tyske midtbanemand var på vej mod en bold på Brøndbys baglinje, da Oliver Abildgaard steg til vejrs og hamrede hoften mod Kaisers hoved.

Kaiser faldt straks til jorden. Og mens spillet kørte videre, lå Brøndbys nummer syv mere eller mindre livløs med Oliver Abildgaard over sig.

AaB-spilleren prøvede ihærdigt at ruske liv i Kaiser, der kunne have slugt sin tunge i faldet. Da spillet blev fløjtet af, løb Brøndbys medicinske stab på banen, hvor de fik gang i Kaiser igen.

Her var det tydeligt, at han var godt medtaget, da munden var fyldt med blod. Der skulle dog ikke meget mere end en vatrulle til, før han atter var på benene igen.

Situationen minder meget om dén, der udspillede sig, da FC København mødte FC Barcelona i Parken tilbage i 2010.

Dengang blev Dame N'Doye sendt i dybden, og mens han havde øjnene rettet mod bolden, kom den tidligere Barcelona-keeper Victor Valdes flyvende direkte i hovedet på Ghaneseren.

N'Doye faldt livløs om på jorden, hvor Jesper Grønkjær straks løb hen og fik tungen hevet op af N'Doyes hals, så han igen kunne trække vejret.