Der begynder at tegne sig et billede af, hvilke hold i Danmarks gruppe der skal kæmpe om en direkte plads ved næste års VM.
Mandag aften tog Skotland en 2-0-sejr over Belarus, i en kamp der blev spillet på et stadion uden publikum i Ungarn.
Danmark og Skotland står nu begge med fire point efter to kampe, mens Grækenland har tre.
Det var i 42. minut, at Ché Adams bragte Skotland i front med 1-0.
Det gjorde han med en assist fra Scott McTominay, der headede bolden ind til Adams, som derefter kunne skyde kuglen den sidste halve meter ind i målet.
Tyve minutter inde i anden halvleg lavede Zakhar Volkov fra Belarus et selvmål.
I et forsøg på at heade bolden væk fra mål skete der det modsatte, og den røg direkte ind i det belarusiske mål og bragte Skotland foran 2-0.
Belarus havde i løbet af kampen et par skud på mål, men det blev aldrig til reelt farlige situationer for skotterne.
Efter første halvleg var boldbesiddelsen på 82 procent i skotsk favør, og også i anden var der klart skotsk overtag i kampen.
Skotland havde dog ikke en lige så effektiv kamp, som Grækenland havde fredagen forinden, hvor grækerne vandt 5-1 over Belarus.
Belarus forsvarede sig bedre mod Skotland på "hjemmebane" i Ungarn, hvor de to hold spillede på neutral grund på grund af restriktionerne mod Belarus.
Alle Belarus' kampe spilles på neutral grund, fordi Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har sanktioneret landet på grund af dets støtte til Ruslands invasion af Ukraine.
Det betyder også, at Danmark kommer til at møde Belarus i VM-kvalifikationen i en udebanekamp uden publikum.
Mandag aften var Danmark på besøg i Grækenland, hvor det danske fodboldlandshold tog en sejr på 3-0 og dermed tre point.
Danskerne har bragt sig på en foreløbig førsteplads i gruppe C, da de har scoret ét mål mere, end Skotland har.
/ritzau/