Det kan blive en hård kamp i Parken, når det skotske fodboldlandshold fredag tørner sammen med det danske, mener den skotske landstræner, Steve Clarke.
Det sagde han på et pressemøde torsdag aften forud for den første VM-kvalifikationskamp.
- Det kan blive en lang aften for os, for det er et hold, der kan få os til at skulle stå meget i forsvaret. Så vi kommer ikke her og tror, det bliver en nem kamp, siger Steve Clarke og tilføjer:
- Det bliver en svær udebane at besøge. Det danske hold spiller altid godt på hjemmebane.
Det er ikke kun den skotske landstræner, som tror, det bliver en svær kamp. Også Liverpool-backen Andy Robertson forventer et stærkt dansk hold med et larmende publikum.
- Vi har været her før. Vi ved, at de danske fans kan skabe en fantastisk atmosfære. De står altid bag deres hold og skaber en masse larm, siger Andy Robertson.
Han mener, at skotternes nøgle til succes er at få en god start på kampen og at turde udfordre danskerne.
- Vi tror på et positivt resultat, men det kræver, at vi kan skabe problemer for det danske hold, siger Robertson.
Han mener, at det danske landshold i de senere år har klaret sig godt i kvalifikationsturneringerne.
Men det er ikke ensbetydende med, at skotterne ikke tror på sig selv.
- Vi tror på, at vi på en god dag kan være svære at spille imod. Vi har en stærk holdånd og mange spillere på et virkeligt godt niveau, siger Robertson.
Tidligere torsdag var der pressemøde i den danske lejr. Her var Brian Riemer klar i spyttet: Danmark skal vinde gruppen og kvalificere sig til VM.
Danmark og Skotland har spillet mod hinanden 19 gange. Heraf har Danmark otte sejre, mens Skotland har 11 sejre med i bagagen, når de to nationer fredag spiller mod hinanden for 20. gang.
Skotland vandt den sidste kamp mod Danmark, der blev spillet i Glasgow i 2021. Den endte 2-0.
/ritzau/