Skjelmose ser første Tour-uge som sin bedste nogensinde
Mattias Skjelmose er tilfreds med sine præstationer i første del af Tour de France.

Mattias Skjelmose er tilfreds med sine præstationer i første del af Tour de France.

Mattias Skjelmose går ind til Tour de Frances første hviledag med en god fornemmelse i benene.
Den danske Lidl-Trek-rytter har levet helt op til forventningerne som sit holds plan B i klassementet og har været stærkt kørende, siden han åbnede løbet med en uheldig defekt i holdtidskørslen i Barcelona.
- Det har været godt. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over det halvandet minut, jeg tabte i holdløbet. Men ellers synes jeg, det har været en god uge og nok den bedste første uge, jeg nogensinde har haft i en grand tour, siger Mattias Skjelmose.
Touren er karrierens femte grand tour. Han ligger aktuelt på en samlet niendeplads, mens kaptajn Juan Ayuso er nummer fem.
- Jeg er vokset fint ind i rollen og er glad for den situation, vi er havnet i. Jeg ser frem til de to sidste uger.
- Jeg glæder mig også til, at det måske bliver en lille smule koldere i næste uge. Men det har været okay. Jeg har forberedt mig godt på varmen, siger Mattias Skjelmose.
På søndagens etape sad han hele dagen i hovedfeltet og kunne til sin ærgrelse se et fire mand stort udbrud holde hjem.
Det betød, at Skjelmoses holdkammerat Mads Pedersen ikke fik mulighed for at spurte om etapesejren og måtte nøjes med en sjetteplads.
- Det er en lidt blandet fornemmelse, for vi sad i en rigtig god situation oppe foran. Mads havde også en rigtig god dag. Det var lidt ærgerligt, at vi missede etapesejren, siger Skjelmose.
RITZAU