Skihopper springer ud som dansker

Andreas Bjelke Nygaard, der har fået sin skiopdragelse i Norge, har valgt at satse dansk og kan måske nå at kvalificere sig til vinter-OL i Salt Lake City.

"Kan man hoppe som dansker?"

Henrik Fritzen fra Dansk Skiforbund var ved at tabe røret, da han for snart to uger siden fik en opringning fra en 19-årig skihopper, der tilbød sig som deltager på det danske landshold.

Nu findes et sådant ikke, men 19-årige Andreas Bjelke Nygaard, der har fået sin skihop-opdragelse i Norge, kommer i denne vinter til at repræsentere de danske farver i flere af de største konkurrencer - og kan i bedste fald også nå at kvalificere sig til vinter-OL i 2002.

I Odense Skiklub

"I første omgang har han meldt sig ind i Odense Skiklub, og da hans forældre er danskere, hersker der ingen tvivl om, at han kan stille op for os," siger Fritzen.

"Han har sendt nogle videobånd og siger selv, at hans bedste hop er på 127 meter. Så det er jo ikke ligefrem en Eddie the Eagle, vi har med at gøre."

Det må man give Fritzen ret i. Uden sammenligning i øvrigt sprang den samlede vinder af den traditionsrige tysk-østrigske 4-bakke-turnering - østrigeren Andreas Widhölzl - 113 og 121 meter, da han sejrede i dette års nytårshop i Garmisch.

Naturligvis kan de danske 127 meter være et lucky-punch, og naturligvis skal den nye dansker vise en vis form for stabilitet. Men der er ingen tvivl om, at talentet er der, og at det kan række internationalt.

"Det rækker imidlertid ikke i Norge, hvor han godt er klar over, at han står i anden række," siger Henrik Fritzen, "men set fra dansk side kan han blive tidernes bedste hopper.

Der var en tradition herhjemme for omkring 30 år siden, men jeg tror ikke, at datidens navne opnåede de internationale resultater, som jeg tror, Andreas kan præstere."

Med hensyn til OL-deltagelse skal Andreas Bjelke Nygaard opfylde nogle krav, men problemet lige nu er, at Danmarks Olympiske Komité (DOK) ikke har formuleret kravene. Al den stund man ikke ventede, at der pludselig skulle komme en rød-hvid skihopper springende forbi.

"I første omgang har DOK bedt om at få en rapport. Samtidig vil de have, at vi skal kunne styre og træne ham, men det kan vi ikke.

Derimod kan vi forhåbentlig få en så tæt kontakt med hans norske træner, at DOK, der tydeligvis er bange for, at der pludselig skal dukke en masse "danskere" op, alligevel vil støtte os," siger Henrik Fritzen, der kan garantere, at unge Nygaard i denne sæson kommer til at starte på dansk licens på de internationale hopbakker.