Skiftedag i Kolding

Der var dem, der bliver og dem, der kommer og går. I går gjorde de danske håndboldmestre status og glædede sig over, at ombejlede Bo Spellerberg bliver i det jyske.

Til Kolding-træner Ulf Sivertssons (th.) store glæde har Bo Spellerberg (tv.) forlænget med klubben. Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

Selvom det allerede skete inden jul, var den største nyhed i virkeligheden, at Bo Spellerberg bliver i Kolding IF.

Trods flere attraktive tilbud fra udenlandske storklubber, først og fremmest fra Flensburg Handewitt, kunne de danske mestre på et pressemøde i går - ikke uden stolthed - oplyse, at landsholdsspilleren bliver, hvor han er de kommende to år.

»Og det er muligt at gøre det til tre eller endnu flere år,« sagde en glad direktør Jens Boesen, mens en ligeledes tilfreds cheftræner Ulf Sivertsson tilføjede: »Han kan åbenbart godt lide at være her.«

Hovedpersonen lignede også en mand, der er glad for, at alle rygter og forlydender omkring hans fremtidige klub nu er standset:

»Jeg har det jo godt her i Kolding, og jeg ved det er en klub, hvor jeg får opfyldt mine sportslige ambitioner,« sagde han.

Hvornår blev i enige om at fortsætte samarbejdet?

»Jeg tror det var lige før jul.«

Et nærliggende spørgsmål var, om der nu også kan forventes en forlængelse hos KIFs kvinder, hvor kæresten og landsholdsspilleren Louise Svalastog spiller?

»Det må I spørge hende om,« lød svaret fra Spellerberg

Farvel til to profiler
Kolding havde indkaldt til pressemødet for at gøre spillerstatus her i begyndelsen af 2007. Hvem bliver, hvem rejser, og hvem kommer. Tre emner, der traditionen tro altid fører til en række spekulationer, men nu blev det endelig og definitivt bekræftet, at Spellerbergs landsholdskollega Jesper Nøddesbo forlader det jyske for at prøve lykken i det store udland, ligesom Christian Hjermind, der har fået chancen i den spanske storklub Ciudad Real.

Nøddesbo sagde i går, at han er ked af at forlade Kolding, hvor han vurderer, at han har udviklet sig »20-25 procent«.

Der hersker almindelig enighed om, at også han fortsætter i Spanien, nærmere betegnet Barcelona, men af en eller anden grund må han åbenbart ikke sige det offentligt.

Således holdt han sig til en formulering om, at han »ikke havde nogen kommentar til, hvorfor han ikke havde nogen kommentar.«

Som Nøddesbos afløser er udset den nuværende Viborg-spiller Rene Toft Hansen, der har sat sit navn på en tre-årig kontrakt. En kommende mand, som man unægtelig har meget store planer med hos de danske mestre og pokalvindere:

»Han er en spiller, som jeg tror rigtig meget på,« understregede direktør Boesen. »Han er en stor dreng, og de plejer ikke at blive ikke mindre af at spille i Kolding. Han skal ganske enkelt blive Danmarks bedste stregspiller.«

Ny i stalden er også Kasper Søndergaard, der allerede har forladt Århus og er tiltrådt længere sydpå, mens der bliver tale om kontraktforlængelser med Boris Schnuckel, Mads Forslund og cheftræneren.

Derudover er klubben på jagt efter en forsvarsspiller som afløser for 42-årige Thomas Sivertsson.

»Jeg synes, der er lidt for meget fokus på dem, der scorer målene, men det er også nødvendigt med nogle, der kan blokere for modstandernes skud, hvis vi skal klare os mod de bedste i verden. Også på udebane, hvor vi har det med at støde ind i den famøse mur,« som Boesen konstaterede med henvisning til, at det ofte er resultaterne på fremmed gulv, der har sendt de danske mestre ud af Champions League.

Således også i denne sæson, hvor holdet siden 1. september har spillet 27 kampe. »Det er, hvad de fleste ligahold spiller på et helt år,« sagde cheftræner Sivertsson.

»Næste år udvides Champions League ydermere. Den nærmere konstruktion kender jeg ikke, men der bliver i hvert fald tale om flere kampe, da 1/8-finalerne er blevet erstattet af gruppekampe. Derfor er det vigtigt med stor bredde på holdet, og den mener jeg, at vi har sikret os med de forlængelser og nyindkøb, der er blevet præsenteret i dag,« lød en cheftræners udgangsbøn.