Skanderborg AGF hentede torsdag aften holdets første sejr i Champions League.

Hjemme i Aarhus vandt østjyderne 36-32 over Montpellier i Champions Leagues gruppe E.

Det betyder, at Skanderborg AGF efter halvdelen af de seks gruppekampe på andenpladsen ligger til at følge med de forsvarende mestre fra Barcelona videre til mellemrunden.

I forrige runde spillede Skanderborg AGF uafgjort i egen hule mod gruppens sidste hold, Dinamo Bucuresti.

Skanderborg AGF fik ellers en svær start på kampen torsdag mod Montpellier. Særligt angrebsmæssigt havde østjyderne det svært.

Der var ikke meget plads til slinger i valsen hos Skanderborg AGF, hvis østjyderne ville være med. Hver gang der blev lavet en teknisk fejl, straffede franskmændene det i kontrafasen.

Langsomt lugede Skanderborg AGF ud i de fejl. Samtidig var to franske udvisninger med til, at momentum blev vendt.

Efter 20 minutter fik de østjyske værter kontakt og fortsatte derfra med foden på speederen.

Få minutter før pausen blev landsholdsfløjen Johan Hansen sat op. Med en sikker afslutning bragte han Skanderborg AGF foran med to.

Pausen ændrede ikke på kampens momentum.

Jeppe Cieslak strøg afsted i en kontra og bragte Skanderborg AGF foran 18-14. Det tvang de franske gæster til at kalde til timeout efter mindre end fem minutter af anden halvleg.

Montpellier strammede op defensivt, og det gav lidt flere fejl fra Skanderborg AGF.

Præcis som i starten af kampen blev fejlene straffet prompte. Fire ubesvarede Montpellier-scoringer, og så var det østjyske forspring lynhurtigt spist.

Det fik dog ikke Skanderborg AGF til at ryste på hånden.

I det etablerede angrebsspil fandt Kristjan Kristjansson rytmen med et par vigtige scoringer. Samtidig hjalp Magnus Petersen mellem stængerne til, at Skanderborg AGF igen kom i front.

Denne gang blev franskmændene ikke inviteret tilbage i kampen.

I stedet blev den første sejr i Champions League en realitet, da Kristjan Kristjansson med en elegant skruebold øgede til 35-32. Keeper Petersen kronede til sidst en flot aften med sin 20. redning i kampen.

RITZAU