Skanderborg AGF Håndbold (SAH) fortsætter stimen af sejre i European League.
Tirsdag blev det til den tredje sejr ud af lige så mange mulige i gruppespillet, da udekampen mod rumænske Minaur Baia Mare blev slået med de vilde cifre 45-27.
Det var sæsonens med længder største sejr for SAH. 45 scorede mål er samtidig det højeste antal mål, SAH har scoret i samme kamp nogensinde ifølge TV3 Sport.
SAH fik hurtigt godt fat i kampen. 3-3 blev vekslet til den første femmålsføring, da Andreas Søgaard Rasmussen scorede til 11-6 efter 20 minutter.
Halvvejs lød den danske føring på 17-11.
Den østjyske klub fortsatte med at mose hjemmeholdet i anden halvleg, hvor 21-14 blev øget til 25-14 syv minutter efter pausen.
Midtvejs i anden halvleg blev det 32-19 på et forrygende mål af Snorre Bang Krog, og rumænerne var slet ikke i stand til at stoppe ydmygelsen.
I slutfasen kom danskerne helt op på 18 overskydende mål, før det rumænske hold fik lov til at luske i omklædningsrummet.
Med seks point for tre kampe skal meget gå galt, hvis ikke SAH skal blive et af de to hold fra gruppe C, der avancerer til ottendedelsfinalerne.
Gruppens øvrige hold Slovan og Granollers har henholdsvis to og et point før deres møde tirsdag. Minaur Baia Mare har også et point.
/ritzau/
