Skal vi få stoppet de forældre, der råber »store, fede tøs«?

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde

I søndags spillede min søn sin første fodboldkamp nogensinde. På et tidspunkt forlod han banen for at fange en sommerfugl, og da han var kommet tilbage, gav han sig til at flytte på målet, fordi han havde opdaget, at han var stærk nok til at løfte det. Solen skinnede, det var en herlig dag, og hans hold vandt ikke en eneste af deres fire kampe, men på et tidspunkt spillede min søn bolden til en holdkammerat, han lærte at sige tak for kampen og give hånd til en modstander, og det talte vi om, mens vi kørte hjem i bilen sammen. Bagefter købte vi en is.

Min søn og hans holdkammerater er født i 2011 og er altså fire eller fem år gamle. Der er nogle år til, det bliver alvor, og jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre måde at blive introduceret til fodbolden på, end sådan som han blev det. Søde holdkammerater, søde modstandere, søde forældre hele vejen rundt. Men andre steder står det værre til.

I går offentliggjorde DBU en undersøgelse om fairplay-tilstanden i dansk fodbold foretaget blandt flere end 2.000 spillere, trænere, dommere og andre frivillige i dansk fodbold. Det gode er, at kun seks procent svarede, at det står ’dårligt’ eller ’meget dårligt’ til, mens det er bekymrende, at hele 11 procent svarer, at det står ’dårligt’ eller ’meget dårligt’ til i aldersgruppen fra 12 til 19 år, og at ikke færre end 20 procent mener, at forældrenes opførsel er blevet dårligere over de senere år.

Ja, man kunne også fokusere på, at 80 procent mener, det ikke er blevet dårligere, eller at 89 procent mener, at fairplay-tilstanden er ’okay’, ’god’ eller ’rigtig god’, men tre faktorer gør, at jeg synes, det er vigtigt at tale om de negative tendenser. For det første viser undersøgelsen, at den negative udvikling er størst i børnerækkerne (hvor det gudhjælpemig endda er forældrene, der udgør problemet), hvilket naturligvis skal stoppes nu for ikke at blive et generelt problem, når de bliver voksne og påvirker deres egne børn. For det andet viser de konkrete eksempler på, hvad der bliver sagt fra sidelinjen, at der både er tale om racisme, homofobi og tilsvining for kropsformer eller hårfarve. Og for det tredje forekommer den slags langt oftere, end undersøgelsens overordnede konklusion om, at det hovedsageligt går godt, antyder. Prøv lige at se her: 52,5 procent af de adspurgte har oplevet, at forældre råber nedsættende efter en modstander, og 68 procent har oplevet, at forældre har råbt nedsættende om dommeren. Det er altså forældre, der opdrager deres børn, ved ifølge undersøgelsens konkrete eksempler at råbe ’spark ham ned’ om en 12-årig dreng eller ’store, fede tøs’ om en pige på samme alder.

Undersøgelsen viser desuden, at flere end 10 procent har oplevet homofobiske tilråb i forbindelse med fodboldkampe (her er ikke kun tale om børn), og 18 procent har oplevet racistiske tilråb. Jeg kan pludselig ikke afgøre, om det mest skræmmende er, at den slags forekommer, eller at et stort, stort flertal af deltagerne i undersøgelsen alligevel svarer, at det overordnet står ’okay’ eller ’godt’ til med fairplay i dansk breddefodbold. Men jeg kan kun rose DBU for at tage undersøgelsen alvorligt og derfor nu igangsætter en kampagne, der skal bremse den negative tendens.

For nogle år siden søsatte et teleselskab en reklamekampagne, hvor budskabet var (udover at sælge mobilabonnementer eller hvad det nu var), at det var gratis at tale pænt til hinanden. For nylig blev kampagnen relanceret, og det er åbenbart ikke helt forkert set, at vi har lige så meget brug for at blive mindet om, at vi skal tale ordentligt til hinanden, som vi har brug for at købe mobildata til at komme på Facebook med. Desværre.

I går talte jeg med forskellige forældre og breddeledere, der har taget initiativ til at ændre eller etablere den kultur, der er helt afgørende for, at forældre (og deres børn) opfører sig ordentligt. Fodboldklubben må meget gerne være et sted, hvor man lærer at omgås andre mennesker på en hensigtsmæssig måde, og som en af lederne sagde, skal især førstegangsforældre være opmærksomme på, at de ikke tager en superliga-kultur med ind i børne- eller ungdomsafdelingen. Det kan godt være, at ikke alt er okay at råbe selv på et superliga-stadion, men tærsklen for, hvad man skal tolere, er anderledes der end til en U12-kamp i Drenge C-rækken. Det er der åbenbart nogle forældre, der skal have forklaret. I Hurup IF afholder de med jævne mellemrum dialogmøder, hvor lederne fortæller om, hvilken kultur de ønsker på sidelinjen i samme åndedrag som de fortæller, at hvordan de håber på hjælp til at vaske tøj eller køre børnene til udekampe. I Tarp Boldklub deler de gratis kaffe ud til modstandernes forældre og etablerer fra begyndelsen et godt klima.

Hvor er det bare fint og simpelt. Men ikke nemt alle steder. Slet ikke hvis man er en af klubbens unge frivillige - lad os sige en gymnasieelev - der træner et U12-hold og pludselig skal tysse på en 40-årig far, der råber og skriger ad en modspiller.

Undersøgelsen viser, at kun fem procent svarer, at de ikke vil blande sig, hvis de hører, at nogen råber for meget efter dommer, modstander eller træner. Jeg håber, det svarer til virkeligheden, for der er brug for, at vi alle sammen tager ansvar, hvis vi skal stoppe en grim tendens. Jeg kan love, at jeg vil huske at gøre det selv. Og at jeg vil opføre mig bedre som far, end jeg selv gør som spiller. Det er da et sted at begynde for os alle.

Du kan diskutere med ovre på bloggen her. Vær venlig i så fald at holde en sober tone.