Skadet Serena Williams trækker sig fra WTA-finale

Serena Williams måtte trække sig med rygsmerter efter få partier i WTA-finalen i Toronto.

Serena Williams har problemer med ryggen, og det tvang hende til at trække sig fra søndagens WTA-finale i Toronto. Ben Stansall/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Toronto. Tennisstjernen Serena Williams måtte trække sig efter kort tids spil i WTA-finalen ved Rogers Cup i Toronto.

Dermed blev den 19-årige Bianca Andreescu den første canadier til at vinde turneringen i 50 år.

Bianca Andreescu var foran 3-1, da Serena Williams ikke kunne fortsætte grundet smerter i ryggen, skriver AFP.

Efter sejren i semifinalen over tjekkiske Marie Bouzkova var Serena Williams på jagt efter sin første turneringssejr, siden hun vandt Australian Open i 2017.

Det ville samtidig have været den første turneringssejr til Serena Williams, siden hun fødte sin datter, Olympia, i september i fjor og efterfølgende gjorde comeback.

- Jeg er ked af, at jeg ikke kunne gøre det i dag. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Bianca, du er en fantastisk atlet og kvinde. Tak til mit hold. Det har været et hårdt år, men vi fortsætter, lød det fra banen i en mikrofon fra Serena Williams.

Den 37-årige tennisprofil har i karrieren vundet 23 grand slam-titler og 72 WTA-sejre i alt.

US Open, der begynder den 26. august, bliver hendes næste chance for at vinde en grand slam-titel.

Siden Olympia kom til verden har hun tabt tre grand slam-finaler, men hun ser trods søndagens skade fortsat optimistisk på chancen for at komme op på siden af den australske Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler.

- Det mest frustrerende er, at jeg har har haft det her før. Efter 24, 36 timer, hvor jeg bare har sindssyge kramper, er det væk, siger Serena Williams.

Hun har efter søndagens tilbageskridt i forberedelserne til US Open ikke besluttet sig for, om hun stiller op i næste uges turnering i Cincinnati.

- Går det, som det plejer, så er der ingen problemer. Men jeg må vente og se, siger hun.

/ritzau/