Skadet Henrik Toft: Lang vej til håndbold lige nu

Henrik Toft anser det som urealistisk at blive klar til VM-starten, men han håber at kunne bidrage senere.

Henrik Toft Hansen (tv.) blev skadet under træningen onsdag. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Aarhus. Danmarks håndboldlandshold vandt torsdag aften med hele 33-19 over Ungarn i testkamp, en uge inden det går løs ved VM.

Men trods en generelt stærk indsats af holdet, var det største samtaleemne en spiller, som slet ikke var i aktion.

Op til kampen kom det frem, at forsvarskrumtap Henrik Toft Hansen under træningen onsdag pådrog sig en fiberskade i lysken, som umiddelbart holder ham ude af spil i to uger.

- Jeg fik et riv i lysken, men mærker dog lidt fremgang. Men der er stadig lang vej til håndbold. Forhåbentlig bliver jeg klar til at bidrage senere ved VM, men det er ikke realistisk, at jeg er klar til starten, siger Henrik Toft.

Indtil videre bliver han i VM-lejren, hvor han får behandling, og så må tiden vise, om han bliver aktuel i turneringen.

- Alle scenarier er i spil. Der er ingen garantier. Nu får jeg behandling, og så må vi se, hvor lang tid det tager.

- Det er svært at sætte præcis tid på. Det er individuelt og kommer an på, hvor dybt skaden sidder. Men jeg håber ikke, at det mere end to uger. Det skulle gerne være det, lyder det fra Henrik Toft.

I modsætning til ham spillede broren René Toft Hansen, der også har haft en skade i optakten til VM.

Hans spilletid blev dog doseret, så han fik omkring 11-12 minutter i begge halvlege.

- Hvis jeg skal spille begge veje, så ligger jeg cirka deromkring. Det gik rigtig fint, så jeg er meget tilfreds, siger René Toft Hansen.

Danmark spiller en ny testkamp mod Ungarn på søndag, inden det går løs ved VM mod Chile på torsdag i København.

/ritzau/