Skadet basket-talent må udskyde længe ventet NBA-debut

NBA-fans kommer ikke til at se Zion Williamson i aktion i de kommende uger. Årsagen er en operation i knæet.

Zion Williamson får ikke NBA-debut lige med det samme for New Orleans Pelicans. Han er ude med en knæskade i seks til otte uger. Jonathan Bachman/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Basketballspilleren Zion Williamson er ude i seks til otte uger efter en operation i knæet, og dermed må han vente med at få debut i den forestående NBA-sæson.

I den årlige draft op til denne sæson blev Zion Williamson valgt som den første spiller af New Orleans Pelicans, som natten til onsdag åbner sæsonen ude mod de forsvarende mestre fra Toronto Raptors.

Zion Williamson blev opereret mandag, og Pelicans melder det 19-årige stjernefrø ude i op til to måneder.

Inden åbningskampen var Zion Williamsons debut noget af det, mange NBA-fans havde set frem til med stor spænding.

I optakten til sæsonen havde Zion Williamson imponeret med et gennemsnit på 23,3 point i fire testkampe for New Orleans Pelicans.

I fredags blev Zion Williamson undersøgt i sit højre knæ, fordi han kunne mærke noget ømhed. Læger anbefalede derefter en operation for at løse problemet.

Det var det samme knæ, som Zion Williamson kom til skade med i en college-kamp i en meget omtalt episode, hvor en sål på en Nike-sko pludselig løsrev sig og sendte talentet i gulvet.

»Vi har et bredt hold. Vi må klare os så godt, vi kan uden ham. Men vi vil selvfølgelig komme til at mangle ham.

- Forhåbentlig tager han sig sin tid og kommer frisk tilbage, siger holdkammeraten Jonathan Clay Redick ifølge AFP.

/ritzau/