Selvom det danske kvindelandshold i håndbold torsdag aften imponerede med en klar sejr over Sverige, er det ikke alt, der går efter planen i optakten til VM.

Flere nøglespillere kæmper med skader, og det er tvivlsomt, om de når at blive klar til VM-start.

Mest bekymring er der for Mette Tranborg, der udgik af kampen mod svenskerne med noget, der til forveksling lignede en forstrækning eller fibersprængning i læggen.

Tranborg var med det samme klar over, at hun ikke kunne fortsætte, og landstræner Helle Thomsen er nervøs for, hvad fredagens undersøgelse viser.

- Der var slet ikke noget omkring, om hun kunne spille eller ej. Det, synes jeg, aldrig er gode tegn, når jeg ved, hvor kort tid der er til VM, siger landstræneren til TV 2 Sport.

Også en anden af landsholdets erfarne forsvarsspillere døjer med fysikken.

Line Haugsted har en skade i armen og sad over mod Sverige. Hun kommer heller ikke med i revanchekampen mod de blå-gule lørdag.

- Udsigten er god, men vi kæmper mod tiden. Vi føler os ikke utrygge, men om vi lige når det til VM-start, eller hvornår det bliver, det er for tidligt at sige. Vi kæmper for det og satser på det og er positive, siger landsholdets fysioterapeut, Mikkel Hjuler, til TV 2 Sport.

På målmandsposten er der usikkerhed om Althea Reinhardt, der har problemer med knæet.

Helle Thomsen indkaldte tidligere på ugen Amalie Milling til VM-truppen som gardering.

- Vi håber stadig, at hun (Reinhardt, red.) kan blive klar i løbet af slutrunden, og derfor er hun stadig en del af truppen, som det ser ud nu, siger Helle Thomsen.

Danmark åbner VM med en kamp mod Japan 27. november.

/ritzau/