Skade driller fortsat

Håndbold. Joachim Boldsens skade driller fortsat playmakeren blot få dage før, landsholdet drager til Tunesien til en træningsturnering.

Joachim Boldsens fibersprængning i maven driller fortsat AaB-spilleren, og det betyder, at han ikke får comeback i Håndboldligaen i dag imod Kolding IF, som det ellers var planlagt.

Boldsen trænede for første gang med AaB-truppen i torsdags, siden han fik skaden i september, og det gik fint til at begynde med.

»Men det gik ned ad bakke til sidst. Jeg kom til at bruge for mange kræfter i den side, jeg ikke må bruge dem i, og det er i dag blevet besluttet, at jeg ikke spiller i morgen,« fortalte Boldsen i aftes.

AaBs næste kamp efter dagens opgør spilles først den 5. november, men det er fordi, landsholdet i mellemtiden deltager i en firenationersturnering i Tunesien. Hertil er Joachim Boldsen udtaget, men spørgsmålet er, om det får konsekvenser for den tur, at Boldsen stadig ikke er fit for fight.

»Det gør det nok. Men det er ikke afgjort endnu,« siger Boldsen, der ikke lægger skjul på, at han gerne vil være med, når det går løs fra torsdag i næste uge.

For AaB kommer afbuddet fra Boldsen ekstra ubelejligt. I forvejen er både Henrik Toft, Daniel Svensson og Kristian Gjessing tvivlsomme startere i kampen mod Kolding, og dertil skal lægges, at Rasmus Haagensen har fået karantæne i to kampe efter et rødt kort i seneste opgør mod Mors/Thy. Så det bliver sin sag for træner Per Jessen at lægge puslespillets brikker i eftermiddagens kamp i Kolding.

AaB-træneren har i øvrigt meddelt Aalborg-klubben, at han stopper efter denne sæson, og nordjyderne skal derfor ud på trænermarkedet og lede efter en afløser i den nærmeste fremtid.