En besværlig dopingsag har gjort den italienske tennisstjerne Jannik Sinner mere moden, ydmyg og stærkere.

Det siger italieneren fredag på et pressemøde før Australian Open, som han har vundet de seneste to år.

Selv om Sinner formentlig helst havde været dopingsagen og tre måneders karantæne foruden, så har den haft en positiv betydning for hans personlige udvikling.

- Jeg tror, at alt sker af en årsag. Det har gjort mig stærkere som person.

- Den person, jeg er blevet, er langt mere moden, for jeg kan på forskellige måder se, når tingene bevæger sig i en forkert retning, siger Jannik Sinner på pressemødet.

Den 24-årige italiener forklarer, at det vigtigste for ham i dag er at omgive sig med gode mennesker, og at resultaterne på tennisbanen kommer i anden række.

- Jeg lever i sporten på en helt anden måde nu. Jeg er mere afslappet, men jeg giver alt, hvad jeg har. Der er en balance i det hele, siger Sinner.

Sinner afleverede to gange i marts 2024 en positiv dopingprøve, som indeholdt spor af det forbudte stof clostebol.

Italieneren hævder, at stoffet ved et uheld kom ind i hans krop i forbindelse med en massage, hvor hans fysioterapeut benyttede en spray indeholdende clostebol til at behandle et sår.

Det Internationale Tennisintegritetsagentur (Itia) troede på hans forklaring og undlod at give ham en karantæne, men Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ankede afgørelsen til sportsdomstolen CAS.

Sagen rumsterede derfor i hans baghoved, da han spillede Australian Open i 2025 og vandt turneringen for andet år i træk.

- Det var bestemt en meget sværere situation sidste år. Dengang vidste jeg ikke helt, hvad der ville ske. Jeg prøvede stadig at nyde det, når jeg gik på banen, men det lå i baghovedet.

- Det var svært for mig, men også for familien. Jeg prøvede at være sammen med de mennesker, jeg virkelig elsker, hvilket nogle gange fungerede rigtig godt. Andre gange var det også lidt skuffende, siger Jannik Sinner.

Italieneren har tidligere udtalt, at han følte, at de andre spillere så skævt til ham.

Kort efter turneringssejren i Australian Open i 2025, indgik han et forlig, der betød, at han fik tre måneders karantæne. Den blev afviklet, så Sinner i maj kunne spille grand slam-turneringen French Open.

Forliget delte vandene i tennismiljøet, hvor nogle mente, at Sinner havde fået positiv særbehandling på grund af sin daværende status som nummer et på verdensranglisten.

Sinner, der er blevet overhalet af rivalen Carlos Alcaraz på ranglisten, møder i første runde af årets Australian Open franskmanden Hugo Gaston. Gaston er nummer 94 i verden.

Turneringen begynder på søndag.

/ritzau/