Simon Kjær og Fenerbahce er ude af Europa League

Krasnodar tog Simon Kjær og tyrkiske Fenerbahce på sengen. Også Manchester United og Schalke 04 er videre.

Simon Kjær fik ikke sat en tackling ind, da Smolov bragte Krasnodar på 1-0 i Tyrkiet. Scanpix/Ozan Kose
Læs mere
Fold sammen

Simon Kjær og Fenerbahce indledte med et mindre stormløb mod Krasnodar, men blot syv minutter inde i opgøret scorede russerne til 1-0 efter en stor fejl af Martin Skrtel, og så var vejen banet for det tyrkiske holds exit fra Europa League.

Krasnodar fik til slut i 1-1 i onsdagens kamp i Tyrkiet, og efter 1-0 i det første opgør er russerne videre til ottendedelsfinalerne sammen med Manchester United og Schalke 04.

Indledningsvis kom Fenerbahce til gode skudmuligheder, men efter syv minutter smed Martin Skrtel bolden lige hen i fødderne på Yury Gazinskiy.

Han stak den hurtigt frem mod den målfarlige angriber Fjodor Smolov, som kom til skud, før Skrtel nåede tilbage på tværs, eller en lidt tung Simon Kjær fik sat en tackling ind.

Fem minutter før pausen udlignede Fenerbahce til 1-1, men trods stort overtag i spil og skud på mål blev det ikke til mere.

Også Manchester United er videre. Det skete efter 1-0 ude mod St. Etienne onsdag og en 3-0-sejr i den første kamp.

I Frankrig tog Manchester Uniteds manager, José Mourinho, ingen chancer trods den talmæssigt store sejr i det første opgør. Han havde sat både Zlatan Ibrahimovic og Paul Pogba i startopstillingen.

Og da Henrikh Mkhitaryan efter 17 minutter drejede et perfekt indlæg fra Juan Mata i mål til United-føring 1-0, var den sidste spænding væk.

Også selv om forsvarsspilleren Eric Bailly senere fik marchordre efter to gule kort.

I Tyskland spillede Schalke 04 1-1 mod Paok, og tyskerne er videre med samlet 4-1 efter 3-0-sejr i den første kamp.

/ritzau/