Silkeborg-profil undskylder til ledelsen efter kritisk interview
Callum McCowatt kritiserede søndag Silkeborgs transferpolitik. Siden har han beklaget over for ledelsen.

Callum McCowatt kritiserede søndag Silkeborgs transferpolitik. Siden har han beklaget over for ledelsen.

Callum McCowatt har beklaget over for ledelsen i Silkeborg IF, efter at han søndag langede ud efter klubbens transferpolitik i et interview med Viaplay.
Det fortæller sportschef Jesper Stüker til TV 2 Sport dagen derpå.
Efter 1-3-nederlaget til FC København på eget græs i Superligaen bekræftede offensivspilleren, at Minnesota United har udvist interesse i at hente ham.
Men buddet fra MLS-klubben er ifølge McCowatt blevet afvist af Silkeborg, og det er newzealænderen efter alt at dømme ikke tilfreds med.
- Det er en klub, hvor man bliver fortalt, at man kan tage skridtet videre, hvis man gør det godt, sagde han og tilføjede:
- Men så udskyder de det til næste transfervindue, fordi de ikke kan rekruttere de rette spillere.
- Det er et stort problem for klubben, at der er spillere, der formentlig ikke vil komme her, fordi det er for besværligt at komme væk igen.
Jesper Stüker fortæller, at han "studsede" over interviewet, da han så det i fjernsynet og hørte, at McCowatt nævnte ham ved navn.
- Men vi har snakket med ham, og han har beklaget. Jeg synes, vi havde en god snak, og nu er tavlen visket ren, siger sportschefen til TV 2 Sport.
Stüker fastslår, at McCowatt ikke er blevet lovet et skifte. Samtidig bekræfter han, at der har været bud efter McCowatt, men de har ikke været attraktive.
Desuden kan han ikke genkende billedet af, at Silkeborg udskyder handler eller generelt ikke har et ønske om at sælge spillere.
Det er muligt, at McCowatt bliver solgt i sommerens transfervindue, men det kræver, at det rette bud kommer, lyder det videre.
RITZAU