Silkeborg knuser bundprop og fastholder superligakurs

Silkeborg vandt på hjemmebane med 5-0 over Thisted og konsoliderede sin førsteplads i 1. division.

Ronnie Schwartz blev dobbelt målscorer for Silkeborg. Claus Fisker/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mere og mere tyder på, at Silkeborg vender tilbage til Superligaen efter blot en sæsons fravær.

Onsdag aften udbyggede klubben førstepladsen i 1. division, der udløser direkte oprykning, med en hjemmesejr på 5-0 over Thisted, der ligger sidst i rækken.

Sejren bringer Silkeborg på 54 point for 30 kampe, mens Viborg følger efter med 50 point for 29 kampe. Viborg spiller først torsdag hjemme mod Fredericia. Turneringen afvikles over 33 runder.

Silkeborg fik en drømmestart, da Stephan Petersen allerede efter seks minutter tog et par smarte træk og krøllede bolden op i det ene hjørne.

Efter pausen tog angriberen Ronnie Schwartz fat. Han øgede på straffespark efter syv minutter, og da kampens første time var rundet gjorde han det også til 3-0 i helt fri position.

Få minutter senere kom Jeppe Okkels på tavlen til 4-0, inden Mikkel Vendelbo seks minutter før tid rundede målorgiet af.

Tidligere onsdag vandt Næstved med 4-1 hjemme over FC Roskilde. Det sendte Næstved op på 48 point på tredjepladsen.

Klubberne, der slutter som nummer to og tre, skal spille playoffkampe mod superligahold om en plads i den bedste række i næste sæson.

/ritzau/