Silkeborg-direktør ville ikke stå i vejen for Kent Nielsen
Kent Madsen har respekt for Kent Nielsen og ville ikke stå i vejen for muligheden på landsholdet.

Kent Madsen har respekt for Kent Nielsen og ville ikke stå i vejen for muligheden på landsholdet.

Gennem syv sæsoner har Kent Nielsen tegnet Silkeborg IF fra sidelinjen, men nu er det slut.
Den velrespekterede superligatræner forlader klubben for at blive assistenttræner på det danske fodboldlandshold, og det har fået Silkeborg-direktør Kent Madsen til at afsynge et mindre heltekvad for den afgående træner.
- Jeg har den største respekt for Kent Nielsen, både som træner og person, og der er ingen, der kan være i tvivl om hans enorme betydning for Silkeborg IF gennem de seneste syv år, siger Kent Madsen ifølge Silkeborgs hjemmeside.
- Hvad han har opnået med vores klub, er eminent, og det er en periode i historiebøgerne, som vi altid vil forbinde med Kent Nielsen.
- Derfor er jeg også ærgerlig over at sige farvel til en sådan kapacitet på trænerposten, men sådan er fodboldbranchen, og når man gør det godt et sted, bliver man attraktiv på en anden og måske større adresse, siger Kent Madsen.
Med Kent Nielsen ved roret har Silkeborg blandt andet vundet pokalturneringen. Det skete i 2024.
Kent Nielsen fortæller, at han rigtig gerne ville forfølge muligheden for at blive assisterende landstræner, da den bød sig.
- I respekt for Kent vil vi ikke stille os i vejen for den mulighed, og derfor ønsker vi ham alt det bedste i sin nye rolle på landsholdet. Nu skal en ny cheftræner bære faklen videre i SIF sammen med den dygtige stab, der er i klubben, siger Kent Madsen.
Hvem den nye træner er, melder historien endnu intet om. Ifølge Midtjyllands Avis bliver det Morten Dahm Kjærgaard, der gennem flere år har været træner i Aarhus Fremad.
/ritzau/