Shakespeare får fast managerkontrakt i Leicester

Leicester City meddeler, at den har ansat Craig Shakespeare som permanent manager for resten af sæsonen.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: ADRIAN DENNIS

Fodboldklubben Leicester City meddeler søndag, at den har ansat Craig Shakespeare som permanent manager.

Foreløbigt gælder aftalen for resten af indeværende sæson.

Craig Shakespeare har i årevis været en del af trænerteamet i klubben, og han fik ansvaret som midlertidig manager, efter Claudio Ranieri blev fyret.

Ranieri førte i den seneste sæson Leicester til et sensationelt mesterskab i England.

Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel spiller for klubben.

Shakespeare kom dertil som assistenttræner for Nigel Pearson i 2008. Begge forlod siden klubben, men vendte tilbage i 2011.

Da Pearson røg ud igen i 2015, forblev Craig Shakespeare på lønningslisten i den eventyrlige sæson under Claudio Ranieri.

Craig Shakespeare har ført Leicester til to sejre i sine to første Premier League-kampe som midlertidig manager, og det giver nu bonus.