Serena Williams roser Caroline Wozniacki

Serena Williams og Caroline Wozniacki skulle dyste i næsten af tre timer, før der var fundet en vinder.  Fold sammen
Læs mere

Caroline Wozniacki var fredag aften tæt på for kun anden gang i karrieren at vinde over verdensstjernen Serena Williams, da de to tennisspillere tørnede ind i hinanden i kvartfinalen ved WTA-turneringen Rogers Cup.Wozniacki vandt første sæt med 6-4, men efter to timer og 41 minutters spil var det topseedede Serena Williams, som spillede sig videre til semifinalen mod storesøster Venus Williams. 

Efter kampen var Serena Williams fuld af roser til veninden Wozniacki, som hun denne sommer har været på ferie med, efter de begge tidligt røg ud af French Open.

- Hun gør bare alt rigtigt. Hun er virkelig hurtig, får returneret mange bolde, og hun får dig til at slå det ekstra slag - og så holdt hun sine uprovokerede fejl super lavt i dag. Især når du spiller mod én som Caroline, ved du, at kampen måske bliver lidt længere end normalt. Du går ind med tanken om, at den her kamp ikke bare kan vindes på rutinen. Du er bare klar, siger Serena Williams til WTAs hjemmeside.

Caroline Wozniacki udtrykker efter nederlaget, der var hendes syvende til Serena Williams, tilfredshed over sit spil og mener ikke, at hun kunne forlange mere af sig selv.

- Serena er nummer et i verden, så du forventer, at hun vil være rigtig, rigtig god derude. Du ved, at hun vil serve godt, og hun vil angribe dig lige med det samme, fordi hun rammer bolden tidligt - du er klar over, at det bliver en hård fight, siger Caroline Wozniacki og tilføjer:

- Generelt er jeg særdeles tilfreds med min uge. Jeg har spillet noget godt tennis, og jeg kan tage en masse positivt med mig. Det er naturligvis altid surt at tabe 7-5 i tredje sæt, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og mere kan jeg ikke forlange af mig selv.

Rogers Cup er en opvarmningsturnering frem mod Grand Slam turneringen US Open, som begynder 25. august.