Serena Williams glemmer en af sine Wimbledon-sejre

Den amerikanske tennisstjerne er den eneste tilbage i kvindernes lodtrækning med Wimbledon-titel på cv'et.

Serena Williams er blandt de sidste 16 i Wimbledon. Turneringen har hun vundet syv gange i karrieren. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Serena Williams er i øjeblikket kun nummer 181 på verdensranglisten, men hun ligner stille og roligt et godt bud på Wimbledon-mesteren anno 2018.

Fredag spillede den amerikanske tennisstjerne sig i ottendedelsfinalen, og hun har endnu ikke tabt et sæt.

Serena Williams har vundet 23 grand slam-titler, heraf Wimbledon syv gange, men det kan være svært at holde styr på antallet af titler.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun fortsat har noget at bevise, svarer hun:

»Jeg behøver ikke nødvendigvis at vinde Wimbledon endnu engang i min karriere. Jeg har vundet, jeg ved ikke, er det seks gange?«

»Jeg føler mig ret godt tilpas. Jeg har ikke oplevet problemer endnu, siger Serena Williams ifølge nyhedsbureauet AP og afslører dermed, at en af Wimbledon-titlerne er gået i glemmebogen.«

Hun er i øjeblikket kun 181, da hun først for nylig er vendt tilbage til sporten efter en barselsorlov. Hun blev sidste år mor for første gang.

Men på grund af hendes bedrifter i Wimbledon har arrangørerne seedet Serena Williams som nummer 25.

Hun er den eneste tilbageværende spiller på kvindesiden, som har prøvet at vinde Wimbledon før.

Storesøster Venus Williams, spanske Garbiñe Muguruza, Petra Kvitova fra Tjekkiet og russeren Maria Sharapova er allerede sendt hjem.

Det samme er danske Caroline Wozniacki, der var seedet som toer. Hun kunne have mødt Serena Williams i en kvartfinale. Men venindemødet bliver altså ikke til noget, da Wozniacki allerede tabte i anden runde.

Serena Williams blev mor i september sidste år. Wimbledon er blot amerikanerens fjerde turnering efter comebacket.

Den tidligere verdensetter skal i ottendedelsfinalen på mandag møde en anden mor i skikkelse af russiske Evgeniya Rodina, der ligger nummer 120 på verdensranglisten.

Kvalifikationsspilleren Rodina sendte fredag tiendeseedede Madison Keys ud af turneringen.

»Serena er mit idol,« siger Rodina.

Serena Williams vandt den legendariske britiske grand slam-turnering på græs for første gang i 2002. Efterfølgende er det blevet til sejre i 2003, 2009, 2010, 2012, 2015 og 2016.

To gange har hun tabt en Wimbledon-finale.

/ritzau/