Serbien: Bror til Albaniens premierminister styrede drone i skandalekamp

Foto: MARKO DJURICA. Mens Danmark mødte Portugal i Parken, tog Serbien imod Albanien i EM-kvalifikationen. Serbien-Albanien-kampen måtte imidlertid afbrydes, da en drone med et albansk flag fløj ind over stadion og blev fanget af en serbisk spiller, som hev det til jorden.
Læs mere
Fold sammen

Fra officielt serbisk hold bliver det nu bekræftet, at det var den albanske premierminister Edi Ramas bror, Olsi Rama, som styrede den drone, der fløj et albansk flag ind over banen, da EM-kvalifikationskampen i Danmarks pulje mellem Serbien og Albanien måtte afbrydes kort før pausen.

Flaget, der hang ned fra dronen, viser et Stor-Albanien, altså et Albanien ud over landets nuværende grænser. Og det famøse flag var tilsyneladende den provokerende gnist, der antændte de i forvejen ulmende gemytter på banen mellem de serbiske og albanske spillere, som røg i totterne på hinanden.

Den serbiske forsvarer Stefan Mitrovic hev flaget ned, men blev så overfaldet af flere albanske spillere, der forsøgte at overtage flaget. Derefter opstod der håndgemæng mellem spillerne, og adskillige tilskuere invaderede banen. Den engelske dommer Martin Atkinson besluttede at afbryde kampen, og efter en halv time blev det besluttet at fløjte kampen af uden at spille den færdig.

Ifølge det serbiske nyhedsbureau RTS har den serbiske indenrigsminister natten til onsdag bekræftet, at det var Olsi Rama, som fra VIP-pladserne styrede dronen med flaget ned over banen. Olsi Rama skal efterfølgende være blevet arresteret af det serbiske politi, som var massivt til stede på stadion.

Det bestrides dog af den albanske indenrigsminister, Saimir Tahiri, at Olsi Rama skulle være ansvarlig for dronen med flaget:

»Ikke så vidt jeg ved. Det er ren spekulation,« siger han til Reuters.

UEFAs observatør Harry Been fastslår over for BBC, at der ikke var andre muligheder end at stoppe kampen.

»Det er en beklagelig situation, som vi vil rapportere om, dommeren, jeg selv og sikkerhedsrådgiveren. Forholdene var sådan, at vi ikke kunne fortsætte kampen. I så selv, hvad der skete, og jeg kan ikke kommentere på hvem eller hvad, der har skylden. Jeg vil indsende en rapport til mine kollegaer i UEFA, og så vil UEFA beslutte, hvad der skal ske.«

Der serbiske anfører Branislav Ivanovic fortæller, at det var de albanske spillere, som ikke ville fortsætte kampen:

»Vi kan ikke forstå, det er skete. På vegne af mit hold kan jeg kun sige, at vi ønskede at fortsætte kampen, og at vi beskyttede de albanske spillere hele vejen til tunnelen. Det albanske hold sagde, at de fysisk og mentalt ikke var i stand til at fortsætte efter at have talt med dommerne, som nu afgør kampens skæbne. Vi kan kun beklage, at fodbolden trådte i baggrunden, men det er svært at drage nogle konklusioner nu.«

Albaniens anfører Lorik Cana siger, at holdet blev overfaldet, både af fans og af kontrollører:

»Jeg så mine spillere blive angrebet og ramt, endda nede i tunnelen og endda af kontrollørerne. Vi var hverken fysisk eller mentalt i stand til at fortsætte med at spille.«

Der serbiske udenrigsminister, Ivica Dacic, kalder episoden, der udløste kaos, »en politisk provokation«.

»Det afgørende spørgsmål for mig er nu, hvordan EU og UEFA reagerer. Hvis nogen fra Serbien havde haft en flag med Stor-Serbien fremme i Pristina (hovedstaden i Kosovo, red.), så ville det allerede være på dagsorden i FNs Sikkerhedsråd nu,« siger han til den serbiske avis Blic.

Den serbiske journalist Milos Saranovic fra TV-stationen B92 fortæller til BBC, hvorfor det efter hans mening endte i kaos:

»Hele atmosfæren inden kampen var, at Serbien-Albanien var mere politisk følsom end nogen anden kamp. Jeg kan ikke huske, at der i årevis har været så meget politi på stadion. Det så ikke normalt ud.«

»En lille dum situation skabte en eksplosion - det er den hurtige måde at beskrive, det der skete. Spillerne har normalt været i stand til at holde atmosfæren på banen normal. Kampen var normal i 40 minutter uden nogle episoder, men da det med flaget skete, steg temperaturen.«

Ifølge den danske journalist Preben Nyborg Madsen, som i aftes befandt sig i den albanske hovedstad Tirana, fejrede man her kampens afbrydelse i forventning om, at man ville blive tilkendt sejren på grund af urolighederne. Det er dog ikke bekræftet fra UEFAs side.