AaB leverede søndag et fint comeback og fik 2-2 på udebane mod Hvidovre i 1. division.

Hvidovre førte ellers med 2-0 ved pausen, men AaB udlignede ved Valdemar Møller i kampens døende minutter.

Det uafgjorte resultat betyder, at Hvidovre og AaB ligger treer og firer med henholdsvis 26 og 25 point. Lyngby og Hillerød ligger på de to oprykningspladser med hver 29.

Efter at have vundet de to seneste kampe havde AaB en alletiders mulighed for at koble sig helt på topholdene i rækken, men nu er der fire point op.

Der havde allerede været optræk til Hvidovre-mål, da Andreas Smed efter godt ti minutter serverede fra baglinjen og fandt Marvin Egho, der ved bageste stolpe headede føringsmålet ind.

Efter 25 minutter blev det også 2-0 på et fremragende mål. Ahmed Iljazovski løftede bolden ind i det tætbefolkede felt, hvor Frederik Høgh Jensen helflugtede den ind i hjørnet.

AaB formåede ikke at svare tilbage i første halvleg, men reducerede kort efter pausen.

Mikkel Kallesøe havde kun været på banen i 48 sekunder, da han sendte bolden til bageste del af feltet, hvor AaB-bornholmeren Marc Nielsen, der har en fortid i Hvidovre, hang i luften og flugtede bolden i mål til 1-2.

Længe så Hvidovre ud til at holde hjem, men i 90. minut kom den nordjyske udligning.

Igen var Marc Nielsen med i målet, da han fra venstreside halvflugtede bolden ind foran mål. Om det var en afslutning eller indlæg, skal være usagt. I hvert fald parerede målmanden bolden ud i fødderne på indskiftede Valdemar Møller, der scorede til 2-2.

/ritzau/