Sen gave til Solbakken

Manuel Fernandes er raget uklar med Benfica, og det styrker FCK's chancer i tirsdagens kvalifikationskamp til Champions League.

FC København skal tilsyneladende ikke bekymre sig om midtbanespilleren Manuel Fernandes i tirsdagens kvalifikationskamp til Champions League mod Benfica i Lissabon.

Fernandes har været udlejet til Everton, og han vil gerne skifte permanent til den engelske klub. Det har han fortalt Benfica, og spiller han tirsdag mod FCK vil han være spærret i Evertons internationale kampe.

- Vi har en større chance, hvis Fernandes ikke spiller. Benfica har masser af gode midtbanespillere, men Manuel Fernandes kan noget, som de andre ikke kan, sagde FCK-træner Ståle Solbakken på et pressemøde mandag inden spillerne løb ind på den flotte græsplæne på Estadio da Luz til en sidste omgang træning.

Benfica ejer kun 50 procent af Fernandes' kontrakt, mens den anden halvdel ejes af en investorgruppe. Nu har Everton budt på investorgruppens halvdel, og hvis Benfica ikke matcher det tilbud, er Fernandes på flyveren til England.

/ritzau/