Sejr, sejr og sejr

Der er god grund til at tro på succes for Danmarks håndboldherrer ved VM i Tyskland.

De danske håndboldherrer har ikke spillet imponerende efter nytår. Det har sået tvivl om, hvad Ulrik Wilbeks team egentlig kan præstere ved VM og næret frygten for, at endnu en VM-fiasko truer.

Specielt LK Cup på dansk grund, hvor Danmark tabte til Polen og Norge, kaldte nederlagsstemningen frem. For når spillerne ikke kunne præstere i udsolgte danske haller mod mellemgode nationer, hvordan skulle det så gå på tysk grund i endnu skrappere modvind?

Jeg mener ikke, der er grund til bekymring.

For det første er der forskel på VM og træning. Der var engang, hvor danske landsholdsspillere kæmpede for Gud og fædreland i enhver testkamp, fordi en sejr over en af de store som Sovjetunionen, Jugoslavien eller Sverige i sig selv kunne redde en hel sæson. Sådan er det ikke mere. De fleste danske spillere optræder nu i topklubber som Flensburg-Handewitt, THW Kiel og Portland San Antonio og lad os også bare nævne KIF Kolding, selv om jyderne står lidt lavere end de tre førnævnte. Disse klubber spiller et utal af topkampe - især i Champions League - og når spillerne så er med på landsholdet, er de til EM- og VM-slutrunde hvert år. I denne tætpakkede strøm af topopgør må man tilgive, at spillerne ikke lige kan finde den maksimale tænding i LK Cup, hvor der oven i købet prøves ting af, og alle skal på banen.

Jeg er sikker på, at motivationen ikke mangler, når det i aften går løs i første puljekamp mod Ungarn, og jeg er også sikker på, at sulten holder hele vejen til slutkampene i Köln. De danske spillere er ekstremt opsatte på at vise, at nu er også Danmarks mænd parate til at indtage en plads blandt verdens bedste.

For det andet er der Wilbek. Hans erfaring fra snart mange slutrunder har lært ham vigtigheden af dosering. Ingen spiller kan levere en optimal præstation i ti VM-kampe i træk på 16 dage, og derfor handler det om dels at have en bred trup, hvor nummer 14, 15 og 16 er næsten lige så gode som nummer 4, 5 og 6, dels om at skifte ud uden at slå rytmen i stykker, men så den enkelte spiller spares mest muligt. Og så gælder det om ikke at toppe, før det virkelig gælder.

Den balanceøvelse er svær, men er der nogen, som kan holde tungen lige i munden på doseringens smalle line, er det Ulrik Wilbek.

Det danske hold har evnerne til at gå hele vejen til en finale, men hvor langt Wilbeks trup kommer, vil fra kvartfinalen og frem blive et spørgsmål om små marginaler. Derfor er holdets officielle målsætning om en OL-kval-givende 7. plads som udgangspunkt tilfredsstillende. Men for indledende rundes tre kampe er der kun tre ord, der gælder: Og det er sejr, sejr og sejr.