Sejr holder Sønderjyske inde i kampen om DM-semifinaler
København Håndbold blev dukket i Sønderjylland, hvor man stadig kan drømme om en overraskende semifinaleplads.

København Håndbold blev dukket i Sønderjylland, hvor man stadig kan drømme om en overraskende semifinaleplads.

Håndboldkvinderne fra både København og Sønderjyske skal levere et lille mirakel, hvis det skal blive til en plads i denne sæsons DM-semifinaler. Men for sidstnævnte lever drømmen lidt mere end for hovedstadsholdet.
Torsdagens duel mellem de to hidtil pointløse hold endte med en Sønderjyske-sejr på 35-31 over københavnerne. Kun et sønderjysk koncentrationssvigt til sidst forhindrede en stor øretæve til København.
Med sejren fik Sønderjyske sine to første point i slutspillet. Der er dog stadig tre point op til Nykøbing Falster (NFH) på den andenplads, som giver sidste billet til semifinalerne.
NFH fik torsdag store klø i egen hule, hvor Esbjerg vandt 34-22. Vestjyderne har nu otte point og har direkte kurs mod semifinalerne. København er fortsat uden point. Der resterer tre spillerunder i gruppen efter torsdagens kampe.
Gæsterne fra København var med i kampen i godt ti minutter. På det tidspunkt var holdet kun bagud 7-8, men så forsvandt træfsikkerheden.
Især Line Berggren Larsen og Alberte Hovgaard-Hansen brændte en del chancer, og hjemmeholdet straffede det hurtigt.
Anført af Sofia Stenholt, som lavede ni mål i kampen, slog Sønderjyske et hul på seks mål inden pausen.
Det blev udbygget, og med et kvarter igen stod der 30-20 på måltavlen. Kampen var afgjort, og derfor gjorde det hverken fra eller til, at gæsterne fik bidt en god luns af forskellen i kampens sidste minutter.
Sønderjyderne sløsede i slutfasen, og derfor blev forskellen ændret fra ti mål til fire mål.
/ritzau/