Frustrationerne er store hos Schweiz efter holdets exit ved VM.

Især angriberen Breel Embolos udvisning i anden halvleg af den ordinære spilletid fylder meget hos schweizerne efter 1-3-nederlaget til Argentina efter forlænget spilletid.

Landstræner Murat Yakin kalder blandt andet udvisningen uforståelig, unødvendig og ødelæggende for holdets kamp.

- Der var ingen grund til at give et gult kort. Det var en harmløs situation. Han (dommeren, red.) burde have ladet spillet fortsætte. Vi blev straffet for en uacceptabel regel.

- Reglen har ikke noget med fodbold at gøre. Det ødelagde vores kamp. Vi må acceptere det, men det er smertefuldt at tabe på den måde, siger Yakin ifølge Reuters.

Breel Embolo løb rundt med et gult kort fra første halvleg, da han kort efter den schweiziske udligning til 1-1 faldt til jorden midt i anden halvleg.

Argentinas Leandro Paredes fik gult kort, men dommeren blev kaldt til VAR-skærmen, og her stod det klart, at Embolo filmede, hvorfor han i stedet fik sit andet gule kort og dermed marchordre.

- Jeg forstår ikke, hvordan VAR kan træffe sådan en beslutning. Fifa må forklare det over for os, siger midtbanespilleren Remo Freuler.

Ifab, der laver reglerne for fodbold, indførte før slutrunden muligheden for at bruge VAR til at gennemse forkert uddelte gule og røde kort.

Det var blandt andet tilfældet i USA's 4-1-sejr i gruppespillet over Paraguay, hvor den amerikanske forsvarsspiller Tim Ream fik annulleret et gult kort, der i stedet gik til en filmende paraguayaner.

Både Yakin og Freuler finder ud over brok også plads til at udtrykke stolthed over præstationen i slutrunden, hvor Schweiz med en kvartfinale tangerede sit bedste resultat ved VM.

Yakin udtrykker også sympati med Embolo, der forlod banen med tårerne trillende ned ad kinderne.

- Jeg bebrejder ham ikke. Han er åbenlyst knust, fordi han ikke kunne hjælpe holdet mere. Det var en dommerfejl, siger Yakin.

RITZAU