Schweizisk succestræner får fire års karantæne for vaccinefusk
Patrick Fischer må ikke arbejde som ishockeylandstræner før 2030 efter at have forfalsket vaccinecertifikat.

Patrick Fischer må ikke arbejde som ishockeylandstræner før 2030 efter at have forfalsket vaccinecertifikat.

Den tidligere schweiziske ishockeylandstræner Patrick Fischer må betale en høj pris for, at han i 2022 rejste til vinter-OL i Beijing med et falsk vaccinecertifikat.
I foråret blev han fyret som landstræner kort før VM på hjemmebane.
Nu har Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) fulgt op med fire års karantæne.
Det skriver den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung.
Afgørelsen betyder, at Fischer ikke må arbejde som landstræner indtil 2030.
Sagen kan føres tilbage til efteråret 2021.
Dengang købte Fischer i hemmelighed et falsk covid-19-vaccinecertifikat på den krypterede beskedtjeneste Telegram for 400 schweizerfranc i bitcoin.
Dermed kunne han slippe igennem Beijings strikse lufthavnskontrol uden at have fået de coronavacciner, der var et krav for at deltage ved legene.
Brugen af det købte certifikat blev senere opdaget af schweizisk politi, og Fischer blev idømt en bøde.
Det vidste hverken hans arbejdsgiver, Schweiz' Ishockeyforbund, eller offentligheden noget om, før Fischer selv fortalte om sagen i april i år.
Det skete for at komme en tv-afsløring i forkøbet.
- Jeg befandt mig i en personlig nødsituation, fordi jeg ikke ville vaccineres. Samtidig ville jeg ikke lade mit hold i stikken ved OL, forklarede han.
Forbundet tog konsekvensen og sparkede Fischer ud. Det skete en måned før, han skulle have stået i spidsen for landsholdet ved VM i Schweiz.
Turneringen skulle have været afslutningen på Patrick Fischers særdeles succesfulde æra som schweizisk landstræner. Med ham som hovedansvarlig vandt Schweiz VM-sølv tre gange.
Schweizerne håbede, at holdet på egen is omsider kunne tage det sidste skridt og sikre sig VM-titlen.
Under Patrick Fischers afløser blev resultatet dog det samme: Schweiz spillede sig i finalen, men tabte igen. Denne gang til Finland efter overtid.
RITZAU