Simon Ammann nægter at stoppe.

Det schweiziske skihopikon er blevet 44 år gammel, men har besluttet sig for at tage endnu en sæson som World Cup-hopper.

Det fortæller den schweiziske landstræner, Bine Norcic, ifølge NTB til det schweiziske medie Blick. Dermed går Simon Ammann efter sommerferien i gang med sin sæson nummer 30 på øverste niveau.

- Simon fortsætter. Jeg skal planlægge den nye sæson med ham. Jeg er overbevist om, at vi kan tage yderligere skridt i løbet af sommeren, siger Bine Norcic.

Simon Ammann vandt dobbelt olympisk guld i både 2002 og 2010 og regnes som et af sportens største navne.

Han OL-debuterede som 16-årig i Nagano i 1998 og var med ved alle vinter-OL, indtil stimen blev brudt tidligere i år.

Schweizeren var nemlig ikke specielt godt hoppende på World Cup-niveau, hvor han sluttede sæsonen som nummer 46, og derfor blev han vraget til legene i det nordlige Italien.

Var han blevet udtaget til vinter-OL i år, ville han have tangeret rekorden for flest deltagelser ved vinter-OL.

Den rekord deler den tyske skøjteløber Claudia Pechstein og den japanske skihopper Noriaki Kasai, der som de eneste har været med til otte vinterlege.

/ritzau/