Fodboldspillerne Granit Xhaka og Breel Embolo kan atter komme i betragtning til det schweiziske landshold.

Begge var ude af billedet til den seneste landsholdssamling, fordi de har erkendt, at de snød med vaccinecertifikater, da coronapandemien hærgede i 2021 og 2022.

Tirsdag skriver Schweiz' Fodboldforbund (SFV) på sin hjemmeside, at spillerne har udstået deres straf og kan komme med i Nations League-kampene i november.

Forbundet vurderer, at udelukkelsen i fire landskampe i september og oktober er en passende straf for forseelsen.

- Vi er overbeviste om, at en tilbagevenden til landsholdet i november er forsvarlig og den rette beslutning, siger landsholdsdirektør Pierluigi Tami.

Xhaka og Embolo indrømmede tidligere på efteråret, at de under coronapandemien skaffede sig falske lægeerklæringer som bevis for, at de var vaccineret.

Det er landstræner Murat Yakin, som har den endelige beslutning, om de to spillere skal genindlemmes på holdet. Det gør han officielt 5. november, når han udtager sin næste landsholdstrup.

- Jeg er glad for, at jeg i november igen kan vælge spillere uden nogen restriktioner, siger Yakin.

Sammen med spillertruppen har han besluttet, at Xhaka fortsat skal være landsholdets anfører.

Schweiz møder Slovenien og Skotland i to Nations League-kampe henholdsvis 13. og 16. november.

RITZAU