Opdateret

Schweizer tager forløsende VM-guld i enkeltstart

For første gang i karrieren sikrede 33-årige Marlen Reusser sig regnbuetrøjen i enkeltstart ved VM i Rwanda.

Det var særligt på den sidste del af ruten, at schweiziske Reusser satte tingene på plads.
Det var særligt på den sidste del af ruten, at schweiziske Reusser satte tingene på plads. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

33-årige Marlen Reusser tog søndag et forløsende VM-guld i enkeltstart, da verdensmesterskaberne i landevejscykling begyndte med kvindernes tidskørsel i Rwandas hovedstad, Kigali.

Det var en forløsning for schweizeren endelig at kunne iklæde sig regnbuetrøjen i disciplinen.

- Jeg kan næsten ikke tro på det. Jeg har prøvet så mange gange, hvor det ikke lykkedes, så det er rigtig specielt, siger schweizeren i det officielle vinderinterview.

Reusser har tidligere vundet to VM-sølvmedaljer, en VM-bronzemedalje og OL-sølv i disciplinen. Derudover er hun tredobbelt europamester fra 2021 til 2023 i enkeltstart.

Søndagens guldmedalje blev sikret med tiden 43 minutter og 9 sekunder på de 31,2 kilometers asfalt omkring den afrikanske hovedstad.

Den hollandske duo med Anna van der Breggen og Demi Vollering tog sig af de to resterende podiepladser.

Veteranen van der Breggen snuppede sølvet - 51 sekunder efter Reusser, mens Vollering vandt bronze i tiden 44 minutter og 14 sekunder.

Det var særligt på den sidste del af ruten, der sluttede med en skrap brostensstigning på de sidste kilometer, at Reusser satte tingene på plads.

Chloé Dygert, der vandt VM-guld i 2021 og 2023 og var blandt topfavoritterne, havde en skuffende dag på enkeltstartscyklen. Den 28-årige amerikaner sluttede et godt stykke fra medaljerne på en niendeplads.

/ritzau/