Schweiz bryder forbandelse med VM-avancement mod Algeriet
For første gang i 88 år vandt Schweiz en knockout-kamp ved et VM, da holdet i 16.-delsfinalen slog Algeriet.

For første gang i 88 år vandt Schweiz en knockout-kamp ved et VM, da holdet i 16.-delsfinalen slog Algeriet.

Med en 2-0-sejr over Algeriet sikrede det schweiziske fodboldlandshold sig fredag morgen dansk tid en plads i ottendedelsfinalerne ved VM.
Breel Embolo og Dan Ndoye scorede målene for Schweiz, der nu skal op mod enten Colombia eller Ghana.
Embolo sendte schweizerne på kurs mod sejren efter ti minutter, da han udnyttede venstrekanten Johan Manzambis eminente forarbejde.
Manzambi kæmpede sig forbi det algeriske forsvar, og fra baglinjen lagde han bolden skråt bagud til fysisk stærke Embolo, der nemt kunne sparke Schweiz i front med 1-0.
Føringen holdt frem til pausen, hvor de algeriske spillere fik mulighed for at lægge en slagplan til anden halvleg.
Men det var Schweiz, der fik den bedste start på de sidste 45 minutter.
Efter kun 50 sekunder af anden halvleg øgede Dan Ndoye til 2-0 efter et schweizisk angreb, hvor Algeriets forsvar to gange forpassede chancen for at sparke bolden ud af farezonen.
Til sidst kunne Dan Ndoye fra kanten af feltet tordne bolden i mål.
Kort efter havde Algeriets største profil Riyad Mahrez en fin chance, men han savnede koldblodighed og sparkede bolden lige ind på en schweizisk forsvarsspiller.
Ti minutter før slutfløjt fik Fabian Rieder en gigantisk chance for endegyldigt at lukke kampen for Schweiz.
Et indlæg fra Denis Zakaria trillede forbi venner og fjender og nåede frem til Fabian Rieder, der ved bageste stolpe bare skulle prikke bolden i det tomme mål. I stedet sparkede han bolden i favnen på Algeriets målmand.
Ikke siden 1938 er det lykkedes Schweiz at vinde en kamp i knockout-runderne ved et VM.
RITZAU