Allerede før Brian Riemer blev dansk landstræner i oktober 2024, havde han ved selvsyn mærket, hvad det danske landshold betyder for Kasper Schmeichel, som onsdag indstillede sin karriere.

I sensommeren 2023 var Brian Riemer klubtræner i belgiske Anderlecht. Pludselig opstod muligheden for at hente Kasper Schmeichel i franske Nice, hvor den danske keeper var kørt ud på et sidespor.

Ingen tvivlede på, at Schmeichel gerne ville spille for Anderlecht, men en stor del af motivationen var rødhvid.

- En af de primære årsager til, at han ville skifte, var, at han ville med til EM (i 2024, red.). Man kunne fornemme, at klubkarrieren skulle holdes i gang, fordi han ville spille på landsholdet, siger Brian Riemer.

- Landsholdet var hans et og alt. Betydningen i at repræsentere sit land, og hans passion for det, har været fuldstændig ekstraordinært.

På trods af at Schmeichel havde rundet 26 år, da han fik sin landsholdsdebut, nåede den nu 39-årige keeper at optræde 120 gange for det danske A-landshold.

- Vindergenet, som er en stor del af Kasper, havde han både på klub- og landshold. Men jeg kunne mærke en unik passion, når han snakkede om landsholdet, fortæller Brian Riemer.

- Landsholdet var noget helt unikt for ham. Jeg tror ikke, at nogen klub kunne have konkurreret med dét.

Schmeichel var med til fem slutrunder med Danmark og nåede EM-semifinalen i 2021. Fire gange gennem karrieren blev han kåret som Årets Spiller i Danmark.

Den største sportslige præstation må dog siges at være Premier League-titlen, som han sensationelt vandt med Leicester City i 2016. Fem år senere vandt holdet også FA Cup-titlen med Schmeichel som nøglefigur på holdet.

Efter ungdomstiden og debuten i Manchester City var det dog uden for Europas største klubadresse, han udfoldede sin klubkarriere.

De 11 år i Leicester gjorde ham til en legende i klubben, inden han fortsatte videre til Nice, Anderlecht og senest Celtic.

Men selv om han aldrig optrådte for en af verdens største klubber, er Brian Riemer ikke i tvivl om, at han i flere år var blandt de bedste på sin post.

- Hvor mange målmænd har vundet Premier League de seneste ti år? Det er ikke mange. At vinde ligaen med Manchester City eller Arsenal er flot, for det er rigtig svært. Men at gøre det med Leicester er næsten umuligt, siger han.

- Det kan ikke diskuteres, at Kasper var en af verdens bedste målmænd. Så vil jeg lade folk selv vurdere, om han var i top-3, top-5 eller top-10, for det kan handle om præferencer.

/ritzau/