Schmeichels klub gik videre med hiv og sving

Andy King (im) scorer her sejrsmålet for Leicester City mod West Ham United i Capital One Cup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kasper Schmeichels klub, Leicester City, gik videre i Capital One Cup efter forlænget spilletid mod West Ham United.

Den danske landsholdsmålmand, Kasper Schmeichel, var ikke selv på banen, da Leicester City kvalificerede sig til fjerde runde i Capital One Cup med en sejr på 2-1 over West Ham United.

Det var i stedet den australske veteran, Mark Schwarzer, der vogtede målet i alle 120 minutter, som blev nødvendige, da den ordinære kamp sluttede 1-1.

Det lignede længe, at det hele skulle slutte med straffesparkskonkurrence, men med fire minutter tilbage af den forlængede spilletid lykkedes det for Leicesters walisiske landsholdsspiller, Andy King, at heade bolden forbi Adrian i London-holdets mål og sikre sejren til sit hold, der fremdeles er ubesejret i alle turneringer i denne sæson.

Manchester City viste større overlegenhed, da de i et andet rent Premier League-opgør var på besøg i Sunderland.

Premier Leagues førerhold vandt 4-1, og alle holdets fire mål blev scoret i første halvleg.

I Birmingham var der lokalopgør, da Aston Villa tog imod Birmingham City, og her lykkedes det for hjemmeholdet at få en tiltrængt succes-oplevelse, da Rudy Gestede sørgede for kampens eneste mål på hovedstød efter en god times spil.

Swansea City - som vandt turneringen, da Michael Laudrup var manager for klubben - blev tirsdag slået ud af Hull City fra den næstbedste række, mens Lasse Vigen Christensen startede inde for Fulham, da London-klubben blev slået ud af Stoke City.

Derudover var der sejre til Middlesbrough over Wolverhampton og til Everton over Reading, mens Bournemouth måtte ud i forlænget spilletid for at gøre det af med Preston.