Schmeichel og City vandt Manchester-derby

Målmanden Kasper Schmeichel holdt for tredje kamp i træk nullet, da Manchester City overraskende vandt lokalopgøret over United 1-0.

Den danske målmand, Kasper Schmeichel, fortsætter med at imponere for Manchester City i den engelske Premier League. Søndag holdt han således endnu engang målet rent, da City på hjemmebane overraskende vandt lokalderbyet mod de forsvarende mestre fra Manchester United 1-0.

Allerede efter knap fem minutters spil reddede 20-årige Schmeichel hjemmeholdet, da han med en fodparade og et sikkert indgreb i luften i to forsøg forhindrede Luis Nani i at bringe United på sejrskurs. Kampen igennem leverede han en solid indsats i City-målet, men et par gange var heldet dog også med hjemmeholdet og den danske målmand.

Manchester United sad på spillet, og havde flere åbne muligheder for at score, men Deiberson Geovannis scoring efter en halv times spil på et tørt hug fra kanten af feltet viste sig at blive kampens eneste.

Manchester City har dermed efter tre spillerunder maksimumpoint, mens United har fået en klassisk fejlstart med kun to point på kontoen og en placering i bunden af tabellen.

/ritzau/