Sceneskift for Wozniacki

Foto: ROSLAN RAHMAN. En jublende glad Caroline Wozniacki med trofæet fra sæsonfinalen i Singapore.
Læs mere
Fold sammen

Før sidste weekend føltes det, som om Caroline Wozniacki skyldte Danmark en ordentlig triumf.

Vi var naturligvis bekendt med, at hun havde hentet et hav af turneringssejre (26) siden den første i Montreal i sommeren 2010; at hun indtog verdensranglistens førsteplads i 67 uger fordelt på to perioder i årene 2010-12; og at hun for længst havde fastslået sin status som landets bedste tennisspiller gennem tiderne.

Men vi kunne på den anden side heller ikke glemme nederlagene i US Open- finalerne i 2009 og 2014 samt den ærgerlige bet i sæsonfinalen i 2010, da hun tabte slutkampen i tre sæt. Den kendsgerning, at hun er én af kun en håndfuld spillere, der har toppet verdensranglisten uden at have vundet en Grand Slam, blev snarere et brændemærke end et adelsmærke.

Wozniacki spillede turnering efter turnering. Hun stillede op til det hele. Intet arrangement var tilsyneladende for småt, ingen pointsum for lille til at blive opsamlet. Men hun gjorde det med en møllesten om halsen.

Den danske tennisspillers umættelige men også temmelig retningsløse ærgerrighed stod i skærende kontrast til flere af konkurrenternes mere fokuserede prioritering af de største turneringer. Alene i 2017 nåede Wozniacki finalerne i Qatar, Dubai, Miami, Eastbourne, Båstad, Montreal og Tokyo. Kun den sidste vandt hun.

Bedre bliver det ikke af, at hun i seks tilfælde i karrieren faktisk har været topseedet ved en Grand Slam-turnering (både Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open) uden vel at mærke at indfri rangeringen. Billedet af den myreflittige topspiller, der lige mangler det allersidste, tog form i karrierens første år og er siden kun blevet bekræftet.

Men i sidste uge forandredes fortællingen om Caroline Wozniacki for altid. I sæsonfinalen præsterede den danske tennisprofil således et sandt mesterstykke, en af årets mest markante danske idrætspræstationer. Hun ankom til Singapore og turneringen for verdensranglistens otte bedste med en lav seedning, men endte med at stå med Billie Jean King-trofæet.

Wozniacki indledte med at udradere Elina Svitolina og French Open-finalisten Simona Halep (danskeren afgav bare fire partier i alt i de to opgør). Dernæst tabte hun knebent til formstærke Caroline Garcia og besejrede sidste års US Open-finalist Karolína Plíšková, før hun i finalen overvandt legenden Venus Williams for første gang i karrieren.

Der var noget smukt over, at det af alle koryfæer var Kim Clijsters, den tidligere belgiske storspiller, der havde til opgave at overrække sejrstrofæet til danskeren. Clijsters, der besejrede den kun 19-årige Wozniacki i US Open-finalen i 2009, og som tilmed vandt det indbyrdes møde i sæsonfinalen året efter. Det var nemt at få den tanke, at en af fortidens onde ånder nu endelig overgav sig.

I løbet af syv døgn ikke bare besejrede, men kvaste Wozniacki fire af de seks højest rangerede spillere i verden. På ranglisten hoppede danskeren, der i øjeblikket holder ferie forud for forberedelserne til den nye sæsons begyndelse i januar, op som nummer tre, hendes højeste placering i fem år.

Men det var ikke kun det, at hun vandt. Det var måden, hun gjorde det på. »Pludselig sendte Wozniacki ikke bare boldene retur over nettet, mens hun ventede på, at hendes modstandere skulle fejle. I stedet indoptog hun tempoet og omdirigerede det ud i banens åbne hjørner,« skrev magasinet Tennis’ Steve Tignor.

Forvandlingen er ikke sket over en nat. I løbet af 2017-sæsonen har Wozniacki med stor hjælp fra sin far og træner, Piotr, og den efterspurgte hitting-partner Sascha Bajin haft held med at omstøbe sin karakter fra tålmodig, defensiv retriever til effektiv aggressor. Det var dette nye selvbevidste spil, der kulminerede i Singapore.

I snart mange år har Wozniacki ellers udgjort et alternativ til den ledende tendens på WTA Touren, hvor kvinderne er blevet større og stærkere, serverne hårdere og duellerne kortere. Med Williams-søstrene som banebrydere skabtes en ny kvindetennis fuld af dynamik, beslutsomhed og kraft. Den, der slog hårdest og satsede mest, fik ofte det største udbytte af anstrengelserne. Her overfor lignede Wozniacki altid en outsider fra tiden før power-generationen, dengang agile spillere som Martina Hingis, Arantxa Sánchez Vicario, Monica Seles og Iva Majoli vandt de taktiske slag fra baglinjen. Det var denne rolle som pariaen fra fortiden, Wozniacki trådte ud af i sidste weekend. I stedet trådte hun ind på konkurrenternes scene.

Wozniackis 27. turneringssejr på syv år afslørede desuden en forkælet offentlighed. For i vores jubel over hendes store triumf fandtes også en alvorlig indrømmelse. Man kan vel ligefrem sige, at finalesejren over Williams får de seneste mange års polemik til at virke næsten overflødig: Hun kunne jo godt!

I dagene efter sejren i sæsonfinalen har Wozniacki-lejren gjort det klart, at Caroline skal spille langt færre turneringer næste år. 13-14 i 2018-sæsonen holdt op imod 23 i år. Beslutningen er et klart signal om, at den øjeblikkelige form nu endelig skal omsættes til triumf i en af de forjættede Grand Slam-turneringer.

Serena Williams er formentlig tilbage fra barsel allerede til januar, men den 36-årige amerikaner har næppe mere end et par år tilbage i den absolutte verdenselite. Herefter vil WTA-hierarkiet blive rystet. Der findes fortsat top 10-spillere, som Wozniacki aldrig har slået – britiske Johanna Konta og lettiske Jelena Ostapenko – men der er ingen, hun ikke længere vil kunne slå eftertrykkeligt. Det sidste er en nyhed og et godt varsel.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator.