Saxo Bank fortsætter sponsorat trods gigantisk milliontab

Bjarne Riis og stifter af Saxo Bank Lars Seier Christensen og fortsætter samarbejdet ufortrødent trods bankens mulige milliontab på 0,7 mia. kroner.
Læs mere
Fold sammen

Fredag eftermiddag udsendte Saxo Bank en pressemeddelelse om, at banken grundet sidste uges historiske udsving i schweizerfrancen kan komme til at tabe et beløb på solide 700 millioner kroner.

Det skyldes, at schweizerfrancen på få minutter steg med 34 procent, sådan at en række Saxo Bank-kunder ikke kan betale banken, hvad de skylder.

Saxo Bank er engageret i en række store sponsorater, herunder Team Tinkoff-Saxo, hvor Bjarne Riis er sportsdirektør, Lotus' Formel 1-team, hvor banken forsøger at hjælpe Marco Sørensen frem til en Formel 1-karriere, samt Rungsted Ishockey, hvor banken er sponsor for klubbens ishockeyhal.

Men hverken Bjarne Riis, Marco Sørensen eller andre Saxo Bank-støttede virksomheder behøver at frygte for sponsorpengene trods det store tab, som Saxo Bank kan komme til at lide.

Det forsikrer bankens finansdirektør, Steen Blaafalk, over for bt.dk.

»Det er business as usual i Saxo Bank og vil ikke have betydning for sponsoraterne,« siger Steen Blaafalk meget koncist.

Saxo Bank er gået i gang med at afholde individuelle samtaler med bankens tabsramte kunder, så der kan blive indgået afbetalingsløsninger, som kan minimere tabet.

Banken har været samarbejdspartner med Bjarne Riis og Team Tinkoff-Saxo siden 2008, hvor det russiskejede hold var på danske hænder.