Saudi-Arabiens fodboldlandshold skal have ny træner mindre end to måneder før holdets første kamp ved VM.

Den hidtidige landstræner, franskmanden Hervé Renard, er blevet fyret, oplyser han selv til nyhedsbureauet AFP.

Renard var i gang med sin anden periode i jobbet, som han havde første gang mellem 2019 og 2023.

Derefter forlod han Saudi-Arabien for at overtage det franske kvindelandshold, men vendte tilbage i oktober 2024 som afløser for den fyrede Roberto Mancini.

Det var den 57-årige franskmand, der førte saudiaraberne gennem kvalifikationen og sikrede VM-billetten i en 0-0-kamp mod Iran.

VM-slutrunden i Nordamerika skulle have været hans tredje på stribe, efter at han stod i spidsen for Marokko i 2018 og Saudi-Arabien fire år senere.

Tidligere i karrieren har den berejste træner også været landstræner for Zambia, Angola og Elfenbenskysten.

Saudi-Arabiens Fodboldforbund har endnu ikke bekræftet ændringen på trænerposten.

Holdet åbner VM 15. juni mod Uruguay i Miami. Derefter venter Spanien og Kap Verde i de øvrige gruppekampe.

/ritzau/