Sat 1 viser Touren

Tv-kanalen Sat 1 har overtaget retten til at sende Tour de France i Tyskland. Fra klokken 15 i eftermiddag kan tyskere igen følge løbet.

Tyske tour-fans kan ånde lettet op. Kabel-kanalen Sat 1 har overtaget rettighederne til Tour de France. Fra klokken 15 lukker kanalen op for Touren med tyske speakere, meddeler Ritzau.

Det er endnu uvist, hvad kanalen har betalt for at få fingrene i rettighederne.

I forgårs meddelte Sat 1, at de med øjeblikkeligt varsel nedlægger deres nyhedsredaktion i et forsøg på at tiltrække yngre seere. Den generelle holdning er dog, at kanalen har brug for at spare penge.

I går stoppede de to eneste tyske kanaler, der sendte fra Tour de France, ARD og ZDF, med at sende fra løbet, efter at tyske Patrik Sinkewitz blev afsløret i at være dopet.