Sastre: Det føltes som en motorcykel

CSC's Carlos Sastre kørte en ganske hæderlig enkeltstart, men kunne intet stille op mod Levi Leipheimer på lørdagens enkeltstart i Tour de France.

Det var ikke kun tv-seerne og tilskuerne langs enkeltstartsruten fra Cognac til Angoulême, der var imponerede over den fart, som etapevinderen Levi Leipheimer tilbagelagde de 55,5 kilometer med.

CSC's Carlos Sastre startede fjerdesidst med hele tre minutters forspring til Leipheimer, men blev få kilometer før mål alligevel hentet af den bomstærke amerikaner.

- Jeg gjorde ellers mit bedste, men pludselig føltes det, som om jeg blev overhalet af en motorcykel, lød det fra spanieren, hvis 16.-plads blev godkendt af sportsdirektør Kim Andersen.

- Carlos kørte en rigtigt god enkeltstart. Han lagde hårdere ud end på sidste enkeltstart og holdt tempoet nogenlunde hele vejen. At han bliver overhalet af Leipheimer, er bare sindssygt, lød det fra Andersen, der også var tilfreds med enkeltstartsspecialisten Fabian Cancellaras indsats, der rakte til en plads som nummer 12 på dagen.

/ritzau/