Sara Slotts karriere slutter med styrt i OL-semifinalen

OL-sølvvinder fra 2016 Sara Slott Petersen lå med fremme, men snublede i en hæk i semifinalen med OL i Tokyo.

Sara Slott Petersen skød god fart gennem regnen i Tokyo, men det hele endte skidt for danskeren, som snublede i en hæk. Javier Soriano/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hækkeløberen Sara Slott Petersens karriere er forbi.

Hun snublede i en hæk i sin semifinale i 400 meter hækkeløb ved OL i Tokyo og misser finalen.

Dermed blev det et trist punktum for karrieren for den 34-årige dansker, der i 2016 vandt OL-sølv i disciplinen.

Danskeren havde inden OL proklameret, at legene i Tokyo ville blive hendes sidste konkurrence på topplan.

Medaljen i Rio gjorde hende til den første danske atletikkvinde nogensinde, som vandt en OL-medalje individuelt.

En halv times tid inden Slotts semifinale i Tokyo begyndte regnen at sile ned over atletikstadion.

Alligevel blev der løbet hurtigt i de to første semifinaler, og danskeren vidste derfor, at hun skulle presse den til det yderste, hvis hun skulle i finalen på en af de bedste tider, såfremt hun ikke endte i top-2.

Hun havde en af de mere tørre baner yderst og lå godt til på vej ind på de sidste 100 meter, men danskeren ramte en hæk og snublede.

Med en tredjeplads i sit indledende heat kom hun til semifinalen med 16.-bedste tid, og derfor var hun ikke blandt de største favoritter til en finaleplads.

Det blev hendes sidste optræden ved OL.

Sølvmedaljen i 2016 var med til at sikre hende Kulturministeriets Idrætspris i 2016. Derudover vandt hun også EM-guld samme år, mens hun året før blev nummer fire i VM-finalen.

Sara Slott har døjet med en akillesseneskade op mod OL, hvilket har spoleret en stor del af optakten til hendes sidste tur i manegen på den store atletikscene.

»Jeg plejer at konkurrere op til de store stævner, hvilket har givet mig en god fornemmelse af, hvad jeg kan. Det er ikke særlig rart at mangle det inden OL, og det gør mig nervøs,« fortalte hun til DR Sporten kort før OL.

Formen rakte til en semifinale i Tokyo, og dermed siger hun farvel til livet som aktiv. Et liv, som blev indledt tilbage i 2009.

/ritzau/