Saltin pensionerer røsten i dopingdebat

Bengt Saltin har igennem en lang årrække været en central person i antidopingarbejdet. Og en trofast bidragsyder til hele den medfølgende debat. Men det er slut nu. Den svenske professor har for sidste gang luftet sine meninger om doping offentligt.

Professor og dopingekspert Bengt Saltin, ikke længere at ytre sig offentligt i dopingspørgsmål. Den 71-årige svensker vil fremover dedikere al sin tid til forskningen på Copenhagen Muscle Center på Rigshospitalet. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere

En selvvalgt mundkurv er vel den beskrivelse, der kommer det nærmest.

I hvert fald ønsker en af antidopingarbejdets absolutte sværvægtere, professor og dopingekspert Bengt Saltin, ikke længere at ytre sig offentligt i dopingspørgsmål.

Den 71-årige svensker vil fremover dedikere al sin tid til forskningen på Copenhagen Muscle Center på Rigshospitalet, hvor han har sin daglige base. Og det betyder, at der ikke bliver tid og overskud til at blande sig i debatten om dopingbekæmpelse.

»Jeg har jo helt bevidst valgt at forlade området. Jeg har været en del af det i nu ni år, og så synes jeg godt at jeg kan sige, at jeg har gjort mit,« siger Bengt Saltin, der tidligere var formand for Anti Doping Danmark og senest leder af antidopingarbejdet for det internationale skiforbund, FIS.

Vil det så sige, at du har lavet dit sidste interview om doping?

»Ja, det har jeg,« siger han.

Nyt fokus
Bengt Saltin afviser, at hans farvel er et udtryk for, at han har tabt troen på kampen mod dopingsynderne. Eller at det er en konkret hændelse eller situation i branchen, der har fået ham til at sende stemmebåndet på pensiontoffer.

»Nej, men jeg bliver snart 72 år, så det er tid til at slutte og lade andre tage over efter mig. Og samtidig har jeg haft andre ting, jeg gerne ville bruge mere tid på. Det er mere for at kunne fokusere på de andre ting, at jeg er stoppet med at engagere mig på området. Den beslutning traf jeg egentlig allerede sidste sommer,« siger svenskeren.

Her forlod Bengt Saltin nemlig sit sidste reelle dopinghverv, da han overlod arbejdet hos FIS til læge Rasmus Damsgaard. Og nu parkerer han altså også mundtøjet, så dopingdebatten er blevet en stor profil fattigere.