For tredje kamp i træk var Mohamed Salah lørdag at finde på bænken for Liverpool.

De engelske mestre spillede skuffende 3-3 mod Leeds, men egypteren så hele opgøret på bænken for den kriseramte storklub.

Mohamed Salah, der har scoret 250 mål i 420 kampe for Liverpool, er alt andet end tilfreds med det.

- Det føles, som om at jeg bliver kastet under bussen. Det er sådan, jeg føler det. Det er tydeligt, at nogen vil give mig hele skylden, siger Salah efter lørdagens pointtab til Viaplay ifølge NRK.

- Jeg sidder på bænken for tredje gang. Jeg tror aldrig, at det er sket før i min karriere. Jeg er meget skuffet. Alle ved, hvor meget jeg har gjort for denne klub, og alle har set det, lyder det.

Mohamed Salah antyder videre, at forholdet til Liverpool-cheftræner Arne Slot er af anstrengt karakter.

- Jeg har sagt mange gange før, at jeg har et godt forhold til træneren, men pludselig har vi ikke noget forhold. Jeg ved ikke hvorfor, siger han.

Adspurgt direkte om Salah har spillet sin sidste kamp for Liverpool, forklarer offensivprofilen lettere kryptisk:

- I fodbold ved man aldrig, svarer han kortfattet.

Egypteren kom til Liverpool i 2017 og har siden været den helt store stjerne i en guldalder med triumfer i både Premier League og Champions League.

Derfor er Salah uforstående over for, at han sættes på bænken i en tid, hvor Liverpool i den grad bøvler med præstationerne på grønsværen.

- Det er ikke acceptabelt fra min side. Jeg har gjort så meget for denne klub, og nu vil de ikke have mig her. Jeg føler ikke selv, at jeg er problemet, siger han.

Kriseramte Liverpool har blot vundet to af de seneste ti Premier League-kampe.

De forsvarende mestre ligger på ottendepladsen med 23 point. Der er ti point op til førerholdet Arsenal.

/ritzau/