Efter en periode i strid modvind i Liverpool fik Mohamed Salah sent mandag aften en kærkommen succesoplevelse på landsholdet.
Superstjernen scorede sejrsmålet i tillægstiden, da Egypten indledte Africa Cup of Nations med en sejr på 2-1 over Zimbabwe.
Salah tog bolden til sig i feltet, og hårdt presset sendte han bolden ind ved den ene stolpe. Dermed afværgede han en stor skuffelse for Egypten, der var storfavorit mod Zimbabwe.
Ifølge holdkammeraten Mahmoud "Trezeguet" Hassan har Salah ikke ladet sig distrahere af den seneste tid i Liverpool.
- Jeg mærker hans motivation meget, meget stærkt. Salah er et ikon, og det vil han blive ved med at være. Han er en af de bedste spillere i verden, og jeg støtter ham, uanset hvad han gør, siger Mahmoud Hassan ifølge AFP.
Salah har spillemæssigt haft det meget svært i Liverpools kriseperiode, og han luftede sin utilfredshed efter at have siddet på bænken mod Leeds.
I et opsigtsvækkende interview fortalte han, at han følte sig smidt under bussen af klubben, og at han uretmæssigt fik skylden for holdets svigtende resultater.
Desuden sagde Salah, at forholdet til Liverpool-cheftræner Arne Slot var anstrengt.
Efterfølgende rejste Liverpool til Italien for at spille Champions League uden Salah, der senere har undskyldt og nåede at få spilletid for Liverpool, før han rejste til de afrikanske mesterskaber.
Her skal Egypten næste gang i aktion mod Sydafrika på fredag.
/ritzau/
