Helle Thomsen smiler omgående, da hun registrerer, hvad de næste par minutter af interviewet kommer til at kredse om.

Når Danmark i VM-kvartfinalen onsdag brager sammen med Frankrig, får den danske landstræner nemlig anledning til at hilse på en god ven.

På den franske bænk sidder Sébastien Gardillou med dirigentstokken, og ham har Helle Thomsen et særligt forhold til.

- Jeg er rigtig gode venner med ham, og vi snakker rigtig meget håndbold, siger Helle Thomsen til forsamlingen, der består af repræsentanter fra den skrivende del af det danske pressekorps.

Helle Thomsen har en ikke så fjern fortid i fransk håndbold, og her lærte hun Sébastien Gardillou rigtig godt at kende.

Fra 2021 til 2024 var Helle Thomsen træner i den franske klub Nantes, og i samme periode var Sébastien Gardillou assistenttræner på Frankrigs landshold med ansvar for at holde sig opdateret på Helle Thomsens franske spillere.

Og da Helle Thomsen afleverede sin hovedopgave på Det Europæiske Håndboldforbunds højst rangerede trænerkursus, var det ingen ringere end den nuværende franske landstræner, der var blandt censorerne.

De to har med andre ord et tæt bånd, men de har ikke talt nok sammen på det seneste, hvis man spørger Helle Thomsen.

- Jeg har været lidt under pres, efter at jeg overtog landsholdet, så det er mest ham, der har skrevet til mig. Men han er en, jeg gerne vil tale håndbold med.

- Jeg synes, han er en fantastisk fyr med et stort håndboldhoved, siger Helle Thomsen, som blandt andet "hang ud" og så kampe med Sébastien Gardillou, da de begge var i Rumænien for at overvære U19-VM for et par år siden.

Venskabet bliver dog lagt på hylden for en stund, når de to mødes i en stor kamp onsdag aften. Helle Thomsen afviser sågar, at der skulle være noget specielt over at stå over for Sébastien Gardillou i en VM-kvartfinale.

- Når vi først spiller, er jeg ligeglad med, hvem der står på den anden side. Jeg synes, det er mere hyggeligt, når jeg møder ham i hallen før kampene. Når vi spiller, er det lige meget, siger hun.

Da det stod klart for Sébastien Gardillou, at Frankrig skulle møde Danmark i VM-kvartfinalen, fortalte han, at Helle Thomsen på grund af sin fortid i fransk håndbold kender de franske spillere bedre end de fleste.

Helle Thomsen ser det dog ikke som nogen synderlig fordel før braget onsdag.

- Alle de hold, der er tilbage nu, kender hinanden rigtig godt. Alle vores spillere kender franskmændene, og de kender os. Enten spiller de mod dem eller har set dem i mange kampe. Spillerne ved godt, hvad de forskellige spillere vil og gør. Det kendskab gør ikke den store forskel, siger Helle Thomsen.

Hvem, der vinder håneretten, afgøres fra onsdag aften klokken 21.00.

/ritzau/