Aryna Sabalenka har vundet meget i sin karriere, og nu er hun tre sejre fra at vinde French Open for første gang.

Mandag aften var den belarusiske verdensetter på en svær opgave i ottendedelsfinalen mod den tidligere verdensetter Naomi Osaka.

Men hun stod for presset og vandt 7-5, 6-3.

Kampen var præget af knaldhårde dueller mellem de to fysisk stærke tennisspillere, og det knækkede for alvor over til belaruserens fordel ved stillingen 3-3 i andet sæt.

Naomi Osaka sled kampen igennem med at få sin ellers så imponerende serv i spil, og efter at have været tæt på servegennembrud i japanerens foregående serveparti lykkedes det denne gang Sabalenka at komme afgørende foran.

Det tændte en ild i belaruseren, som derefter afgjorde kampen ved først mulige lejlighed.

Aryna Sabalenka er dermed klar til kvartfinalen, hvor hun skal møde russiske Diana Shnaider, som i ottendedelsfinalen slog Madison Keys fra USA tidligere mandag.

Som førsteseedet var belaruseren fra begyndelsen blandt favoritterne til at vinde French Open, men står nu med endnu bedre kort på hånden, fordi store navne som Elena Rybakina, Iga Swiatek og Amanda Anisimova alle er ude af turneringen.

Det samme er Coco Gauff, som sidste år slog hende i finalen.

Aryna Sabalenka har vundet både Australian Open og US Open, men mangler både Wimbledon og French Open for at få fuld grand slam-plade.

/ritzau/